MYTE 7: Æg: Fremmer æg forekomsten af åreforkalkning ?

Trods enkeltstående befolkningsundersøgelsers resultater viser den samlede evidens, at æg er sunde, og at æggespisning ikke bidrager til hjertekarsygdom.

 

 

Advarsler baseret på dårlig forskning

Når man ser tilbage på årtiers kostråd der advarer mod fødevarer, som forbrugerne elsker, så er der heldigvis gode nyheder. Listen over fødevarer, hvor ny forskning har tvunget os til at trække advarslerne tilbage er voksende: Chokolade, ost, kaffe, moderat forbrug af øl og vin, men også æg. Desværre har kostråd ofte været baseret på antagelser og forudsigelser baseret på enkelte næringsstoffer som kolesterol og mættet fedt. Det er 70 år siden, at Keys ‘Seven Countries Study undersøgte sammenhængen mellem kost og hjerte-karsygdom hos mænd fra forskellige befolkninger verden over, og fandt en positiv sammenhæng mellem indtagelsen af kolesterol fra kosten og forekomsten af ​​hjerte-kar-sygdomme. Undersøgelsens tværsnitskarakter anses for at være mangelfuld i nutidens standarder, men dens konklusion om, at kolesterol fra kosten øger kolesterol i blodet, hvilket igen øger risikoen for hjerte-kar-sygdomme, og at det daglige indtag af kolesterol bør begrænses til 300 mg / dag, har påvirket kostvejledningen siden. Mængden af ​​kolesterol i et æg er 200-250 mg, så det er nemt at spise for meget. Heldigvis kan vi i dag konkludere, at der ikke er videnskabelige grunde til at begrænse kostindtaget af kolesterol og æg, og sundhedsmyndighederne verden over har konkluderet, at der ikke er belæg for at begrænse indtaget af æg.

Æg er rig på en række vigtige næringsstoffer

Æg er faktisk en meget næringsrig fødevare, der indeholder en bred vifte af vigtige næringsstoffer, herunder protein, D-vitamin, jod, selen, jern, folat og langkædede n-3 fedtsyrer, der kun er tilgængelige i få andre fødevarer. Desuden er æg den vigtigste kilde til cholin og lutein som er vigtige for at bevare et godt syn. De fleste af disse næringsstoffer er til stede i æggeblommen, og et helt æg indeholder alle de næringsstoffer, der er nødvendige for at omdanne en enkelt celle til en komplet kylling.

Æg frikendt af ny forskning

At æg er frikendt skyldes, at et voksende antal befolkningsstudier har sat spørgsmålstegn ved sammenhængen mellem kolesterol fra kosten, som fra æg, og blodets kolesterol-niveauer. I de nyere studier af høj kvalitet finder man ingen sammenhæng mellem indtag af æg og risiko for hjerte-kar-sygdom. Og den svage mistanke om at æg ikke er godt for diabetikere er også aflivet. Lodtrækningsstudier, hvor patienter er sat til enten at spise flere æg dagligt eller ingen æg, har vist gavnlige virkninger på vægt og markører for diabetes og hjerte-kar-sygdomme. Æg hæver det gode HDL-kolesterol, og påvirker LDL-kolesterol til at mindre tilbøjelig til at fremme åreforkalkning.

Et nyt stort amerikansk befolkningsstudie der fandt en svag sammenhæng mellem æg og dødelighed har netop trukket store overskrifter i medierne verden rundt. I studiet indgik næsten 30 000 personer, som er blevet fulgt i gennemsnit i 17,5 år, hvorunder nye tilfælde hjertekarsygdom samt dødelighed blev registreret. Indtagelse af kolesterol fra kosten, herunder indtagelse af æg, var forbundet med øget risiko, og forfatterne vurderede, at for hvert ekstra halvt æg, som man indtog daglig, voksede risikoen for hjertekarsygdom med 6%. Men ét nyt befolkningsstudie, men en lang række svagheder, bør ikke ændre på vores positive syn på æg. Studiet har nemlig kun vurderet kost og livsstil én gang, og så fuldt personerne i 17,5 år uden at have informationer om ændringer i kost og andre forhold af betydning. Man finder ingen øget risiko for iskæmisk hjertesygdom, men derimod øget ikke-kardiovaskulær mortalitet. Disse fund, samt manglen på biologiske mekanismer, som kan sandsynliggøre at disse sammenhænge er kausale, styrker mistanken om at et højt indtag af æg ikke er en aktør, men snarere en markør for en usund livsstil. Det understøttes af, at det stort set kun er i USA at man i befolkningsstudier kan finde disse sammenhænge, mens man i Europa ikke finder dem. Så der en lille gruppe amerikanske æggespisere, som har en dårlig livsstil, som øger deres dødelighed, men det er jo ikke æggenes skyld.

Slut med omeletter uden blomme

For så vidt angår personer med type 2-diabetes, viser nyere undersøgelser af høj kvalitet, at der ikke er behov for bekymring, forudsat at æg spises som led i en sund varieret kost. Så på trods af æggets høje indhold af kolesterol og mættet fedt fra æggeblommen, så er der ingen grund til at spise omeletter uden blommen.

 

References

  1. Kanter MM, Kris-Etherton PM, Fernandez ML, Vickers KC, Katz DL. Exploring the factors that affect blood cholesterol and heart disease risk: is dietary cholesterol as bad for you as history leads us to believe? Adv Nutr 2012;3:711-7.
  2. Tran NL, Barraj LM, Heilman JM, Scrafford CG. Egg consumption and cardiovascular disease among diabetic individuals: a systematic review of the literature. Diabetes Metab Syndr Obes 2014;7:121-37.
  3. Shin JY, Xun P, Nakamura Y, He K. Egg consumption in relation to risk of cardiovascular disease and diabetes: a systematic review and meta-analysis. Am J Clin Nutr 2013;98:146-59.
  4. Rong Y, Chen L, Zhu T, Song Y, Yu M, Shan Z, Sands A, Hu FB, Liu L. Egg consumption and risk of coronary heart disease and stroke: dose-response meta-analysis of prospective cohort studies. BMJ 2013;346:e8539.
  5. Li Y, Zhou C, Zhou X, Li L. Egg consumption and risk of cardiovascular diseases and diabetes: a meta-analysis. Atherosclerosis 2013;229:524-30.
  6. Geiker NRW, Larsen ML, Dyerberg J, Stender S, Astrup A. Egg consumption, cardiovascular diseases and type 2 diabetes. Eur J Clin Nutr 2018;72:44-56.
  7. Nicklas TA, O’Neil CE, Fulgoni VL 3rd. Differing statistical approaches affect the relation between egg consumption, adiposity, and cardiovascular risk factors in adults. J Nutr 2015;145:170S-6S.
  8. Fuller NR, Caterson ID, Sainsbury A, Denyer G, Fong M, Gerofi J, Baqleh K, Williams KH, Lau NS, Markovic TP. The effect of a high-egg diet on cardiovascular risk factors in people with type 2 diabetes: the Diabetes and Egg (DIABEGG) study-a 3-mo randomized controlled trial. Am J Clin Nutr 2015;101:705-13
  9. Astrup A. Goodbye to the egg-white omelet-welcome back to the whole-egg omelet. Am J Clin Nutr. 2018;107(6):853-854.
  10. Zhong vW, van Horn L, Cornelis MC et al. Association of dietary cholestereol or egg consumption with incident cardiovascular disease and mortality. JAMA 2019;321:1081-95.

Myte 6: Er kød ligeså usundt som rygning ?

 

 

Myten at ”rødt” kød, altså kød fra pattedyr, er kræftfremkaldende og ligeså farligt som cigaretrygning er blevet genoplivet af en YouTube-kampagne fra firmaet Simple Feast, der sælger plantebaserede færdigretter. Videoen har tages gamle klip fra 60-erne med personer, der ryger cigaretter, men hvor tobakken er erstattet af forskellige kødprodukter som pølser og hakkekød. Videoklippet ledsages af tekst som ”kødet ødelægger vores helbred”, og det er ikke svært at tolke formålet med kampagnen: Forbrugerne skal skræmmes til at droppe kødet og vælge de plantebaserede måltider.

Men at sammenligne cigaretter med kød er groft vildledende. I de store danske og Europæiske studier er der ingen sammenhæng mellem indtag af rødt kød og tyktarmskræft, og den formodede risiko ved at spise store mængder ”forarbejdet kød” er mikroskopisk i forhold til kræftrisikoen ved tobaksrygning.

Myten om at tobaksrygning er ligeså farligt som kød opstod for 3 år siden, da WHO’s International Agency for Research on Cancer (IARC) offentliggjorde en rapport, der placerede forarbejdet kød som skinke, bacon og spegepølse i samme kategori af kræftfremkaldende stoffer som cigaretter. Og man advarede om, at der er stærke beviser for at de røde kødtyper, d.v.s. kød fra okse, gris og lam, kan give tarmkræft. Selvom det fra flere sider blev påpeget, at risikoen ved rødt kød er meget lavere end ved tobaksrygning, så efterlod disse fake news dybe spor i medierne, og især på de sociale medier. Problemet, at kød faktisk er et særdeles godt basislevnedsmiddel, der leverer højkvalitets protein, samt en lang række vigtige næringsstoffer som jern og vitaminer, og det er ikke uden risiko hvis især unge kvinder og ældre dropper kødet. I Blodsukkerkuren indgår kød i kosten for både type A, B og C, som en god proteinkilde, og især er det høje protein især vigtigt for type C. Men man behøver naturligvis ikke spise de ”røde” kødtyper. Men det kræver en del viden at få dækning af næringsstofferne fra andre kilder, især hvis man vælger at leve helt plantebaseret, og ikke blot dropper det røde kød, men også kød fra fjerkræ og fisk, samt æg og mejeriprodukter.

Kræftrisiko ved tobak versus kød

Det vigtigt at gøre sig klart, at der ikke er nogen solid dokumentation fra befolkningsstudier eller lodtrækningsstudier for, at uforarbejdet rødt kød øger risiko for tarmkræft. WHO mener dog rødt kød muligvis kan være kræftfremkaldende, men det er baseret på reagensglasforsøg og rotteforsøg, så her blev advarslen i 2011 reduceret til en ”mulig” sammenhæng og “begrænset” (“limited”) dokumentation for at rødt kød giver kræft i det hele taget. Store meta-analyser af befolkningsstudier kan ikke påvise noget sammenhæng, så enten eksisterer sammenhængen ikke eller også er den så ubetydelig lille at den er irrelevant. Lidt anderledes forholder det sig med ”forarbejdet kød” (typisk bacon, røget skinke, spegepølser, saltkød og lignende). Her finder WHO, at risikoen for tyktarmskræft øges med 18 procent for hver 50 gram forarbejdet kød man spiser om dagen. Til sammenligning øges risikoen for at få lungekræft med 2500-10.000 % hvis man ryger. Nu er det ikke størrelser, som bør sammenlignes, men gør man det alligevel, så er risikoen for at få kræft et sted i mellem 140 og 500 gange større ved at ryge cigaretter end ved dagligt at spise en portion bacon eller en ristet, røget hotdog. Baseret på disse tal er det berettiget at kalde sammenligningen groft vildledende.

 Hvor sikkert er det at forarbejdet kød giver kræft ?

Advarslerne om kræftfaren ved rødt kød baserer sig på systematiske gennemgange af litteraturen samt meta-analyser fra bl.a. WHO, og her erkender man at sammenhængen ikke er stensikker, og en række kritiske, særdeles grundige analyser udført af uafhængige forskere påviser en række svagheder og fejl i WHO’s analyser, og især den måde resultaterne fortolkes og oversættes til råd på. Man peger især på, at den fundne størrelse af risikoen på 15-20 % er så lille, at den sandsynligvis kan tilskrives ”støj”, især manglende mulighed for at justere for andre faktorer som påvirker risiko for tyktarmskræft. Både rygning, alkohol og fedme, og især bugfedme, øger risiko for denne kræftform, hvorimod motion, fuldkorn, frugt og grønt samt mejeriprodukter nedsætter risikoen. Stor set ingen af de eksisterende studier har været i stand til at tage højde for alle disse faktorer. Flere grundige meta-analyser af befolkningsstudier har således ikke kunne bekræfte, at forarbejdet kød er statistisk sikkert forbundet med øget risiko for tyktarmskræft.

Europæiske eller amerikanske studier ?

Et væsentligt argument i kritikken er, at myndighederne konklusioner baserer sig på amerikanske befolkningsundersøgelser med deltagelse af personer med langt højere kødindtag end de europæiske, og med tilberedningsformer af kødet, som meget vel kunne være ansvarlig for en øget kræftrisiko. Betænkeligheder ved at rådgive danskere baseret på bl.a. amerikanske forskningsresultater, som omhandler befolkninger med leveforhold, livsstil, madkultur og kødproduktion og -tilberedning, som adskiller sig markant fra den danske, var netop argumentet for at iværksætte en række europæiske befolkningsstudier, og herhjemme Kræftens Bekæmpelses store ”Kost og Kræft” studie. Der er da særlig grund til at hæfte sig ved de danske og europæiske studier, og at sammenholde udfaldet med de amerikanske studiers. Det hidtil største danske studie af kræft i tyk- og endetarm er fra Kræftens Bekæmpelse, hvor 53.988 danskeres kostvaner blev kortlagt og efter 13 år kunne der ikke påvises nogen sammenhæng mellem ”indtaget af rødt kød, forarbejdet kød, fisk, fjerkræ og risiko for kræft i tyktarm eller endetarm”.

Det danske ”Kost og kræft” studie indgår også i det store europæiske videnskabelige samarbejde om befolkningsstudier om kost, det såkaldte EPIC konsortium. I EPIC har man vurderet sammenhængen mellem indtaget af rødt kød og kræft og dødelighed i et studie, hvori der indgik 448.568 europæere fra 10 lande, der blev fulgt I knap 13 år. Her måtte man i flere forskellige statistiske analyser konkludere, at der ikke var nogen sammenhæng mellem indtag af rødt kød og hverken total dødelighed eller kræftdødelighed, bortset fra en øget dødelighed hos personer med et meget lavt indtag af kød fra fjerkræ. Man fandt dog en moderat øget dødelighed hos personer med højt indtag af forarbejdet kød (typisk bacon, røget skinke, spegepølser, saltkød og lignende), en sammenhæng som imidlertid kun var til stede hos rygere og tidligere rygere. Dette fund peger netop på, at det ikke er indtaget af forarbejdet kød, men nok andre livsstilsfaktorer, f.eks. indtag af alkohol, bugfedme eller mangel på fysisk aktivitet som er årsag til sammenhængen.

Kan det skade at advare mod rødt kød ?

Kød er en vigtig kilde til en række vigtige næringsstoffer, herunder protein, hæmjern, zink, samt vitaminerne B6 and B12, og kød er en vigtig del i vores madkultur. Gennemsnitligt spiser danskerne rigeligt kød, men indtaget er meget ujævnt fordelt, og især blandt fertile kvinder og ældre er indtaget for lavt til at dække behovet for især protein og jern. Mange ældre, som mister muskler og førlighed fordi de er småt-spisende, har et øget behov for lødigt protein, og det er svært at tilfredsstille uden at spise mere kød og andre proteinrige fødevarer. Ældre har faktisk et større behov for protein end vi andre. Jern- og blodmangel ses hos fertile kvinder, og en voksende tendens til at undgå rødt kød er en bidragende faktor. Der er derfor mange gode grunde til at også at spise kød, men protein kan naturligvis komme fra andre kilder end rødt kød, f.eks. skalddyr, fisk, fjerkræ, æg, mejeriprodukter, nødder, mandler, linser og bønner.

 Konklusion

Der er ikke skyggen af belæg for at sammenligne indtag af kød med tobaksrygning.  Så man kan roligt tilråde at spise beherskede mængder uforarbejdet kød, som sammen med rigeligt med grønsager, fuldkorn og mejeriprodukter ikke vil påvirke risikoen for tyktarmskræft. Forebyggelse af tyktarmskræft opnås bedst ved at forebygge overvægt, at motionere, undlade at ryge, og så fokusere på det vi bør spise mere af, nemlig grønsager og frugt, fuldkorn, mejeriprodukter og fisk.

Der er stadig mindst tre gode grunde til ikke at spise excessive mængder af kød: 1. Man går glip af en lang række kulinariske oplevelser ved at begrænse sit madunivers til kun at kunne eksistere med kød på tallerkenen. 2) Kød, især fra de firbenede dyr, belaster klimaet mere end andre proteinkilder. 3) De stærkt røgede og nitritsaltede kødprodukter indebærer muligvis en lille øget risiko for at udvikle tyktarmskræft.

Arne Astrup-effekten – kritisk videnskabsjournalistik på videnskab.dk?

Medens forskere, virksomheder og medier fra hele verden roser min forskergruppe på Københavns Universitet for vores gennembrud i fedmebehandlingen, hvor vi kan personificere behandlingen baseret på blod- og fæcesprøver, så kører en journalist på Videnskab.dk en sand kampagne mod os, hvor intet er for småt til at kritisere. 
 
Kritikken fra Videnskab.dk
Et af hovedkritikpunkterne går på pressemeddelelsen fra Københavns Universitet, der med overskriften ”Din afføring afslører, om du kan tabe dig” fortsætter ”Noget så simpelt som en fæcesprøve – det vil sige ‘afføring’ – afslører, om du kan tabe dig ved at følge de officielle anbefalinger og spise Ny Nordisk Hverdagsmad, som er karakteristeret ved et højt indhold af frugt, grøntsager, fibre og fuldkorn.”  Et stykke nede i teksten i pressemeddelelsen citeres jeg for at kalde fundet for ’et gennembrud’. Videnskab.dk hævder at det er kritisabelt at anvende udtrykket ”gennembrud”, når man ikke kan være sikker på at der er en ”kausal sammenhæng” mellem tarmbakterierne og evnen til at tabe sig på den sunde kost, d.v.s. at man ikke kan være sikker på at det er tarmbakterierne, og ikke andre forhold der følger med tilstedeværelsen af disse bakterier, som forårsager om man kan tabe sig. 
 
Er kritikken berettiget ?
Efter min bedste opfattelse afhænger det meget af, hvordan man læser denne overskrift: Står der, at det er bakterierne som forårsager vægttab, eller står der, at det er tilstedeværelsen af bakterierne, der betyder, at man taber sig bedre på en fiber- og fuldkornsrig kost end personer med mangel på bakterierne? Er det ikke berettiget at tale om et gennembrud, når vi nu er i stand til at påvise om overvægtige personer er i stand til at tabe sig eller ej på en sund kost – uanset hvordan årsagssammenhængene er? Vi har faktisk påvist det samme i tre uafhængige studier, så fundene er ret robuste.
 
Skal man kaste med sten, når man bor i et glashus ?
Mit andet spørgsmål er, om Videnskab.dk er de rette til at fare frem og rette en alvorlig kritik mod forskeres brug af overskrifter, der signalerer kausalitet, når der er tale om observerede sammenhænge? Det er pudsigt, at Videnskab.dk’s egen formidling af videnskab nærmest er en guldgrube af nyhedshistorier, hvor de selv gør præcis, hvad de kritiserer os for.
 
Videnskab.dk overdriver budskaberne i forskningsformidlingen
Det kostede mig ca 10 min søgen på Videnskab.dk at finde en stribe artikler, hvor journalisterne overdriver det de videnskabeligt reelt finder. Der er netop her tale om statistiske sammenhænge fundet i befolkningsundersøgelser, som man ikke kan konkludere er kausale. Befolkningsstudier viser, at kaffedrikkere er sundere end dem der ikke drikker kaffe, men skyldes det kaffen eller andre forhold hos kaffedrikkere? Denne tvivl synes ikke at plage Videnskab.dk, hvilket kan læses af overskrifterne:
 
”Sådan påvirker den daglige kop kaffe din sundhed”, ”Kaffe sænker risikoen for at udvikle type 2-diabetes, Parkinsons, Alzheimers, depression …”
Listen er lang”, ”Kæmpestudier: Fem kopper kaffe om dagen er sundt”, og ”Største kaffestudie til dato giver grønt lys for 3-4 kopper om dagen”
Hvis det kan være nogen trøst, så sker det dagligt i stort set alle medier. I den sidste uges tid kan overfortolkningerne findes i stort set alle medier:
 
Overdrivelser i videnskabsformidling er et almindeligt fænomen 
I Politiken: ”Populær medicin kan give hudkræft. Medicin mod forhøjet blodtryk kan give kræft i huden, viser ny forskning. 250 ville undgå kræft, hvis de udskifter medicinen.” Også her er der tale om en forhastet konklusion, da man faktisk kun ved at de patienter, som bruger medicinen, hyppigere får hudkræft. Men er det medicinen eller sygdommen, eller noget helt tredje, som er årsag til hudkræften ?

Selv i Ugeskrift for læger findes det: ”International undersøgelse omfattende over 135.000 deltagere viser, at daglig indtagelse af frugt og grøntsager nedsætter mortaliteten”. Hvorefter omtalen af et observerende befolkningsstudie følger. I stedet for at hænge en enkelt ud for noget som alle gør, så lad os tage en saglig debat om fænomenet.

 

Det er fint Videnskab.dk rejser en debat om formidling af videnskab, og de overdrivelser der ofte signaleres i overskrifterne. Men i stedet for at hænge enkelte forskere ud burde mediet feje for egen dør først og være åben om at det faktisk er et generelt og meget udbredt fænomen, som kræver en mere seriøs diskussion end en heksejagt på enkelt forskergruppe.

Mild blodtryksforhøjelse hos raske må ikke behandles med medicin

Mild blodtryksforhøjelse hos ellers raske må ikke behandles med medicin, for der er ingen gavn, kun bivirkninger, sygeliggørelse og udgifter.

 

En ny stor engelsk undersøgelse fra forskere i Oxford dokumenterer, at en stor gruppe personer med let forhøjet blodtryk uden kendt hjerte-kar-sygdom nok får sænket blodtrykket med medicin, men derimod ikke opnår færre slagtilfælde eller blodpropper. Faktisk er der overhovedet ingen gevinst på forekomst af hjerte-kar-tilfælde eller dødelighed, men derimod bivirkninger i form af for lavt blodtryk, besvimelser og akut nyreskade. Dertil kommer sygeliggørelse, udgifter til medicin og belastning af sundhedsvæsenet. Personer uden hjerte-kar-sygdom, men med let blodtryksforhøjelse d.v.s. et vedvarende blodtryk på 140-159 mmHg systolisk (det høje) og 90-99 mmHg diastolisk (det lave), bør ikke behandles med medicin, men bør sænke blodtrykket med kostomlægning, motion og evt. vægttab.

En undtagelse kan dog være, hvis man har en række andre risikofaktorer for hjertekarsygdom, som type 2 diabetes, forhøjet kolesterol, storryger etc., hvilket naturligvis er en lægelig opgave at vurdere.

Hvad er årsagen til blodtryksforhøjelse

Som ung lægestuderende lærte jeg om blodtryksforhøjelse, som hed ”essentiel hypertension”. Den fine diagnose dækkede over at man ikke vidste hvad årsagen var. I dag er vi heldigvis meget klogere, og blodtryksforhøjelse kan dække over en række forskellige årsager, og det er meget vigtigt at få stillet den rette diagnose og få iværksat behandling. Men hos hovedparten af de personer, som udvikler let til moderat blodtryksforhøjelse, skyldes tilstanden primært at de er overvægtige, fysisk inaktive, spiser en forkert kost, og måske er stressede eller sover for lidt. Det betyder også, at for denne gruppe er helbredelsen inden for rækkevidde. Læg livsstilen om, så kan du slippe for medicin og sygdommen. Dybest set bør den gruppe ikke behandles med lægemidler, heller ikke ved højere blodtryk, medmindre det er helt umuligt at lægge livet om.

Mange har gavn af blodtryksmedicin – og mange tager skade

Der er til gengæld enighed om, at medicinen er til gavn for den gruppe af danskere, som i forvejen har hjerte-kar-sygdomme, og for de raske danskere, som har en meget høj risiko for at få blodpropper eller slagtilfælde, hvis de har et meget højt blodtryk og eventuelt andre risikofaktorer. Så denne klumme handler om de formentlig 150.000 raske danskere med kun let forhøjet blodtryk og dermed en tilsvarende lille risiko for at få hjerte-kar-sygdomme, som faktisk er sat i behandling med blodtrykssænkende medicin. De bør stoppe, da de ikke har nogen gavn af medicinen. Grænsen for hvad der defineret som er for højt blodtryk er blevet sænket for langt ned i forhold til, hvem der har gavn af at tage blodtrykssænkende medicin.

Hvornår er blodtrykket forhøjet og hvornår er det normalt ?

Behandlingen af en sygdom må aldrig være værre end sygdommen. Og spørgsmålet er dybest set, hvornår et blodtryk er normalt, og hvornår det er forhøjet. Spørgsmålet besvares ofte med befolkningsstudier, hvor man kan undersøge sammenhængen mellem blodtryk og senere opstået hjertekarsygdom blandt mange millioner personer. Sådanne befolkningsstudier tyder nemlig på, at selv et let forhøjet blodtryk er forbundet med øget risiko for hjertekarsygdom, især slagtilfælde. Men problemet er, at befolkningsstudier kun kan finde statistiske sammenhænge, men ikke kan udtale sig om hvorvidt sammenhængene er kausale. Og der er faktisk en væsentlig risiko for, at det ikke er et let forhøjet blodtryk, men andre livsstilsfaktorer hos personerne, som er ansvarlig for deres højere hjertekar-risiko. Så om let forhøjet blodtryk hos ellers raske personer vitterligt øger forekomsten af hjertekarsygdom, og derfor bør behandles, kan kun afgøres af store lodtræknings-undersøgelser hvor blodtrykssænkende behandling sammenlignes med placebo. Det kan være svært at gennemføre, da de studier kræver titusinder af personer, som behandles i rigtig mange år, og dem er der stort set ingen af for ellers raske med lav risiko for hjertekarsygdom.

Ingen gavn – kun skade

Flere end 150.000 danskere tager blodtrykssænkende medicin, selvom de ikke har haft en hjerte-kar-sygdom og kun har et lettere forhøjet blodtryk, og den engelske undersøgelse støtter at de bør holde op. Det engelske studie er også et slags befolkningsundersøgelse, kaldet et registerstudie, hvor 19.143 personer med mild blodtryksforhøjelse, men uden kendt hjertekarsygdom blev matchet med 10.705 tilsvarende ubehandlede personer. Efter 5,8 år var der ikke nogen lavere forekomst af hjertekarsygdom eller dødelighed hos de behandlede, hvorimod at de havde en øget forekomst af bivirkninger i form af for lavt blodtryk (1 ud 41 behandlede over 10 års behandling), besvimelse (1 ud af 35 behandlede), mineralforstyrrelser i blodet (1 ud af 111), og akut nyreskade (1 ud af 91). Selvom bivirkninger var relativt sjældne, så var de alle overflødige, da ingen fik gavn af behandlingen.

Konklusion

Det engelske studie står slet ikke alene med dette budskab, så personer uden hjertekarsygdom, men med let blodtryksforhøjelse d.v.s. et vedvarende blodtryk på 140-159 mmHg systolisk (det høje) og 90-99 mmHg diastolisk (det lave), bør ikke behandles med medicin, men bør sænke blodtrykket med kostomlægning, motion og evt vægttab. Det er værk at bemærke, at behandlingen kun i meget begrænset omfang bør bestå i ”at spare på saltet” – det er kun personer med meget højt saltindtag (måske 5 %).

SE https://propatienter.dk/nyheder/1408-er-det-slut-med-at-spare-pa-saltet.html

Så det bør tages med i kommende anbefalinger, at denne gruppe med let forhøjet blodtryk kun bør behandles med kost og motion. Fremtiden vil så vise, om de i virkeligheden har et helt normalt blodtryk, og at det blot er os, der har sat grænsen for et ”normalt blodtryk” for lavt.

Undersøgelsen:

Sheppard JP, Stevens S, Stevens R, Martin U, Mant J, Hobbs FDR, McManus RJ. Benefits and Harms of Antihypertensive Treatment in Low-Risk Patients With Mild Hypertension. JAMA Intern Med. 2018 Oct 29. LINK til undersøgelsen:

https://jamanetwork.com/journals/jamainternalmedicine/fullarticle/2708195

Hvad skal diabetikeren spise for at komme ned i vægt og blodsukker?

Skidt og godt nyt om type 2 diabetes

Forekomsten af type 2 diabetes er steget eksplosivt de seneste årtier, hvilket medfører en række komplikationer som hjertekarsygdomme, kræft, skader på nerver, øjne og nyrer, men rammer også en række mentale funktioner og øger risikoen for demens. Det betyder naturligvis at diagnosen rammer livskvaliteten, og at sygdommen er en voksende udgift for samfundet.

Heldigvis eksisterer der i dag en lang række medicinske præparater, som kan give god kontrol over både blodsukker, blodtryk og blodlipider, og meget tyder på, at en medicinsk velbehandlet type 2 diabetiker lever lige så længe som ikke-diabetikeren.

Der er ingen tvivl om at type 2 diabetes har en stærk genetisk komponent, men hvad er det der udløser de mange nye tilfælde af sygdommen? 95 % af alle nye tilfælde kan tilskrives overvægt og mangel på motion. I en række store lodtrækningsstudier er det vist at kost og motion kan forebygge præ-diabetikere i at udvikle sygdommen, men personer som har fået sygdommen kan også slippe af med den igen, hvis de taber sig og får skruet op for motionen. Ingen tvivl om, at vægttabet er det centrale. Hvis man har fået diagnosen og godt kunne tænke sig at blive rask igen eller måske udskyde sygdommen i 10 eller 30 år skal fokus altså være rettet mod hvordan man skal komme ned i vægt

Kostråd til diabetikere under revision

I rigtig mange år var anbefalingerne til type 2 diabetikere været at de skulle følge de samme kostråd som resten af befolkningen for at komme ned i vægt og blodsukker. Kostrådene, som jeg selv har været med til at udarbejde, fokuserer meget på at skære ned på fedtet og spise flere kulhydratrige fødevarer som brød, ris, pasta, kartofler, gerne med mange fibre og fuldkorn. Der er ingen tvivl om at kostrådene har hjulpet mange danskere til at få styr på vægten, men der er lige så lidt tvivl om at de har efterladt en større gruppe som ikke har haft gavn af disse De fleste har hørt om fantastiske vægttab på kure, hvor man stort set ikke må spise kulhydrater, såsom Atkin’s, palæo og High-fat-low-carb diæter. Og nu viser forskningen, at kure, eller rettelig kostplaner, som jeg foretrækker at kalde det, hvor der skæres ned på kulhydraterne er mere effektive til at få vægt og blodsukker ned hos type 2 diabetikere, end hvis der skæres ned på fedtet (1-6). Dette har fået de fleste diabetesorganisationer til at erkende, at den fedtfattige kost ikke er den optimale, og i dag peges der på at man i højere grad skal individualisere kosten mere til den enkelte! Betyder det så at man skal prøve sig frem?

Fokus på kulhydraterne hos diabetikerne 

I 2014 gennemgik jeg sammen med en række amerikanske kolleger hele den samlede videnskabelige litteratur om hvilken kost/diæt der er mest effektiv for type 2 diabetikere, og sammenholdt resultaterne med en fysiologisk forståelse af de stofskifteændringer, der sker ved diabetesudviklingen (7). Resultaterne viste meget klart, at restriktion af indtaget af kulhydrater bør være hovedfokus, og siden vi publicerede dette arbejde har en række meta-analyser af lodtrækningsstudier med sammenligning af fedtfattige versus kulhydratfattige diæter vist, at i ikke ét eneste tilfælde har forskerne fundet at det er bedre at leve fedtfattigt, med mange kulhydrater (1-6).

Færre kulhydrater, og mere fedt og protein sænker vægt og blodsukker

I de sammenlignende undersøgelser finder man at blodsukker, vægt, blodtryk og blod-kolesterol og -fedtstof hos diabetikere falder mere på den kulhydratfattige kost end på den fedtfattige, og i begyndelse af kuren er det ganske dramatiske virkninger. Og det er typisk på de kure hvor man stort set ingen kulhydrater må spise, altså helt nede omkring 10 % af kalorieindtagelsen. Så ingen tvivl om at de mange populære low-carb bøger kan være særdeles effektive til at få vægt og blodsukker ned hos diabetikerne, men desværre begynder virkningerne at aftage efter ét års tid, og efter 2 år kan man ikke se nogen forskel mellem den kulhydrat-fattige og fedtfattige kost. Og forklaringen er meget enkel – diabetikerne kan, trods de flotte fald i blodsukker og badevægt, ikke på sigt holde ud ikke at måtte spise kulhydrater. De er så indgroet en del af vores madkultur, og meget vanskelige at komme udenom. Det går meget godt med ikke at spise slik, sodavand og søde kager, men det kniber med at undvære brød, ris, pasta, frugt og bær.

Diabetikerne kan godt spise kulhydrater

Hvis man skal ændre sine kostvaner, så er det vigtigt at man fortsat kan glæde sig over hvert måltid, og ikke altid være på kur, hvor en masse er forbudt. Og måske allervigtigst er det, at mad og måltider passer ind i en madkultur, som hele familien i princippet kan følge. Vi har vist, at hvis man blot reducerer kulhydratindholdet til 30-40 % af kostens kalorier går det rigtig godt, hvis kulhydraterne især er dem med mange fibre, fuldkorn og et lavt glykæmisk index (8-9). Så eksempelvis kan noget så simpelt som at skifte de hvide ris ud mad basmataris eller brune ris gøre at kulhydrater fortsat er tilladt, om end i mindre mængde. Vi har i samarbejde med spanske kolleger vist, at ved en moderat kulhydratrestriktion kan kostvanerne og dermed resultaterne på vægt og blodsukker holde i årevis. Det er svært at lære en ny madkultur, så vi har udarbejdet bogen ”Spis dig Slank efter dit Blodsukker”, hvor man deles op efter sit blodsukker, hvor A er personer med normalt blodsukker, B er prædiabetikere og C er type 2 diabetikere.

Diabetikere bliver mindre mætte af kulhydrater

Hvorfor mætter kulhydraterne så dårligt hos type 2 diabetikerne (10)? Jo, det store problem er jo at insulinvirkningen er dårlig så sukkeret hober sig op i blodbanen uden at komme effektivt ind i cellerne. Og for at få mæthedsfornemmelsen når man spiser, så er det nødvendigt at kulhydraterne kommer ind i cellerne, og nok især ind i hjernen. Og den dårlige insulinvirkning hos diabetikerne involverer også hjernen, så mæthedsfornemmelsen ved kulhydrat er svækket, hvilket fører til overspisning. Dette er den korte forklaring.

Nye anbefalinger fra de amerikanske og europæiske diabetes organisationer  

Det er spændende at se, hvordan den nye forskning får anbefalingerne til diabeteskost til at flytte sig. Vores anbefalinger breder sig som en steppebrand på jordkloden, for eksperterne vil naturlig ikke ignorere de mange videnskabelige studier. Det sidste skud på stammen er Canadiske anbefalinger, som blev offentliggjort i 2018. I dem opfordres type 2-diabetikere til at skære ned på kulhydraterne og spise en kost, som den vi har skræddersyet til Type C, bl.a. med henvisning til dansk forskning.

Kort efter i 2018 fulgte nye anbefalinger lavet i samarbejde mellem de amerikanske (ADA) og europæiske (EASD) diabetes organisationer, og nu anerkender man for første gang, at kost med færre kulhydrater, og mere protein og fedt, ser ud til at være effektive end de traditionelle anbefalinger. Især middelhavskosten er veldokumenteret, men også kost med færre kulhydrater og flere proteiner får et blåstempel. Den danske professor Peter Rossing fra Steno Diabetes Center København var med til at lave de nye anbefalinger. Se rapporten HER   

kuk
Foredrag om diabeteskost i Hørsholm lokalforeforening under Diabetesforeningen sammen med formand for Diabetesforeningen Truels Schultz

 

Men desværre har forskningen i høj grad været domineret af afprøvning af kure med meget lavt kulhydratindhold, og men meget begrænset fokus på at hjælpe diabetikerne til at få den nye madkultur ind under huden. Så der er behov for en intensiv forskningsindsats på dette område, og især endokrinologerne på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital har lagt sig i førertrøjen med en stribe nye projekter. Men der er ingen grund til at vente – type 2 diabetikerne kan godt gå i gang.

Forskningen sal afdække mekanismer, er der forskellige typer tye 2 diabetes, og finde veje til at finde den rette kost og motion, som gør at de nye vaner kan fastholdes på sigt. Der er også mange spørgsmål om det er fedt og/eller protein som øges når kulhydrater reduceres, og rollen af forskellige typer kulhydrater – alt set i et fødevareperspektiv.

Der bruges milliarder på at udvikle nye lægemidler til behandling af type 2 diabetes, men der bruges stort set ingen penge på hvordan kost og motion kan bruges til at behandle type 2 diabetes. Det er pokkers svært at få penge til denne type forskning – også selv om vi har en stribe fonde og forskningsråd, som hævder de gerne vil forebygge og behandle diabetes. Vi har endnu ikke set nogen velvillighed til at støtte os, selvom vores forskergruppe i København tæller nogle af verdens førende forskere inden for metabolisme, appetitregulering og diabetes.

 

Referenceliste

  1. Esposito K, Maiorino MI, Bellastella G, Chiodini P, Panagiotakos D, Giugliano D. A journey into a Mediterranean diet and type 2 diabetes: a systematic review with meta-analyses. BMJ Open. 2015 Aug 10;5(8):e008222. doi: 10.1136/bmjopen-2015-008222.
  2. Snorgaard O, Poulsen GM, Andersen HK, Astrup A. Systematic review and meta-analysis of dietary carbohydrate restriction in patients with type 2 diabetes. BMJ Open Diabetes Res Care. 2017 Feb 23;5(1):e000354. doi:10.1136/bmjdrc-2016-000354.
  3. Valenzuela Mencía J, Fernández Castillo R, Martos Cabrera MB, Gómez-Urquiza JL, Albendín García L, Cañadas de la Fuente GA. Diets low in carbohydrates for type 2 diabetics. Systematic review. Nutr Hosp. 2017 Feb 1;34(1):224-234. doi: 10.20960/nh.999.
  4. Bloomfield HE, Koeller E, Greer N, MacDonald R, Kane R, Wilt TJ. Effects on Health Outcomes of a Mediterranean Diet With No Restriction on Fat Intake: A Systematic Review and Meta-analysis. Ann Intern Med. 2016 Oct 4;165(7):491-500.
  5. Schwingshackl L, Hoffmann G. Comparison of the long-term effects of high-fat v. low-fat diet consumption on cardiometabolic risk factors in subjects with abnormal glucose metabolism: a systematic review and meta-analysis. Br J Nutr. 2014 Jun 28;111(12):2047-58.
  6. van Zuuren EJ, Fedorowicz Z, Kuijpers T, Pijl H. Effects of low-carbohydrate-compared with low-fat-diet interventions on metabolic control in people with type 2 diabetes: a systematic review including GRADE assessments. Am J Clin Nutr. 2018 Aug 1;108(2):300-331.
  7. Feinman RD, Pogozelski WK, Astrup A, Bernstein RK, Fine EJ, Westman EC, Accurso A, Frassetto L, Gower BA, McFarlane SI, Nielsen JV, Krarup T, Saslow L, Roth KS, Vernon MC, Volek JS, Wilshire GB, Dahlqvist A, Sundberg R, Childers A, Morrison K, Manninen AH, Dashti HM, Wood RJ, Wortman J, Worm N. Dietary carbohydrate restriction as the first approach in diabetes management: critical review and evidence base. Nutrition. 2015 Jan;31(1):1-13.
  8. Hjorth MF, Ritz C, Blaak EE, Saris WH, Langin D, Poulsen SK, Larsen TM, Sørensen TI, Zohar Y, Astrup A. Pretreatment fasting plasma glucose and insulin modify dietary weight loss success: results from 3 randomized clinical trials. Am J Clin Nutr. 2017 Aug;106(2):499-505. doi: 10.3945/ajcn.117.155200.
  9. Hjorth MF, Zohar Y, Hill JO, Astrup A. Personalized Dietary Management of Overweight and Obesity Based on Measures of Insulin and Glucose. Annu Rev Nutr. 2018 Aug 21;38:245-272. doi: 10.1146/annurev-nutr-082117-051606. Epub 2018 Jun 1. PubMed PMID: 29856931.
  10. Samkani A, Skytte MJ, Kandel D, Kjaer S, Astrup A, Deacon CF, Holst JJ, Madsbad S, Rehfeld JF, Haugaard SB, Krarup T. A carbohydrate-reduced high-protein diet acutely decreases postprandial and diurnal glucose excursions in type 2 diabetes patients. Br J Nutr. 2018 Apr;119((8):910-917.

Patienter vildledes af videnskabelige budskaber der oversælges

Hvor meget kan der konkluderes af en videnskabelig undersøgelse, som baserer sig på rene observationer – typisk fra et befolkningsstudie ? Det synes at være en vanskelig vurdering for mange forskere, journalister og redaktører. Men det behøver ikke være så svært – I denne klumme redegører jeg for problemet, belyser med eksempler på hvordan man ikke skal gøre, og refererer til internationale guidelines til hvordan det kan gøres korrekt. 

 

Husker du dengang hvor kosttilskud med beta-karoten kunne beskytte mod lungekræft, hvor kosttilskud med selen kunne beskytte mod tarmkræft, og hvor hormoner efter overgangsalderen nedsatte risikoen for hjerte-karsygdom? Fælles for anbefalingerne var, at de viste sig at være forkerte, men også at de faktisk havde den stik modsatte virkning: Beta-karoten øger risikoen for lungekræft hos rygere, og selen nedsætter ikke, men øger risikoen for kræftformer. Og hormoner i overgangsalderen nedsætter ikke forekomsten af hjertekarsygdom, men kan øge risikoen for blodpropper i benene. Denne type eksempler fra befolkningsstudier, også kalde observerende studier, har lært os, at vi skal være meget varsomme med at oversætte statistiske sammenhænge fra befolkningsstudier, såkaldte associationer, til anbefalinger. For at være sikker på, at der eksisterer en kausal sammenhæng kræves der verificering i klinisk kontrollerede, randomiserede studier, såkaldte lodtrækningsstudier.

Den vanskelige kunst at formidle sundhedsvidenskab

Der er stigende fokus på at kommunikere de korrekte budskaber fra videnskabelige undersøgelser til kolleger og medier. Dette er især vigtigt, når konklusioner har konsekvenser for forebyggelse og behandling af sygdomme og kan føre til øjeblikkelige ændringer i adfærd eller klinisk praksis. Vildledende meddelelser til offentligheden skyldes både forskere, journalister, og redaktører, der fortolker videnskabelige artikler forkert. En hyppig bekymring er uhensigtsmæssig brug af sprog, der signalerer årsagssammenhæng i observationsstudier. Inden for fedme- og ernæringsforskning fandt en undersøgelse, at ud af 525 artikler, havde 31% fejlagtigt anvendt kausal sprog (1). Fænomenet findes også i fine tidsskrifter som the Lancet, der for nyligt publicerede resultaterne fra et befolkningsstudie med titlen “Virkning af ​​fysisk aktivitet på dødelighed og hjerte-kar-sygdomme hos 130.000 mennesker …..(2).” og den medfølgende redaktionelle leder “Fysisk aktivitet reducerer dødelighed og hjertesygdomsrisici” (3). Mens man ikke kan betvivle at den samlede videnskabelige dokumentation understøtter konklusionerne, så er det en klar overfortolkning af det konkrete studie, at anvende ord som ”virkning” og ”reducerer”.

Nye retningslinjer skal forebygge overdrivelser

Men nu har internationale hjertemedicinske tidsskrifter udarbejdet retningslinjer (4), som skal forebygge at der i de videnskabelige artikler optræder ”kausal” sprogbrug, som kunne forlede læsere og medier til at tro at der er tale om fund, som umiddelbart kan anvendes af borgere og patienter.  Disse regler bør nærstuderes af såvel forskere som formidlere, og kan bruges inden for alle områder. For selv medier, som burde have særlig indsigt i problematikken, bruger ofte overskrifter, som signalerer kausalitet, når de rapporterer resultater af observerende studier. På Videnskab.dk’s hjemmeside tog det få minutter at finde talrige eksempler på misvisende overskrifter: ”15 minutters daglig motion nedsætter dødeligheden hos ældre” (5), ”Simpel styrketræning mindsker risiko for tidlig død” (6), ”Et par kopper kaffe om dagen nedsætter risikoen for selvmord” (7) og “Ny rapport: Slankekuren slår ihjel” (8), hvor fælles for de studier, der omtales er, at de er observationelle, og derfor ikke kan bruges til at konkludere noget om kausalitet.

I henhold til de nye guidelines så burde artiklen om ”kaffe og selvmord” på Videnskab.dk få en mere korrekt overskrift som ”Personer der drikker et par kopper kaffe om dagen har lavere risiko for selvmord” eller ”Kaffedrikning er forbundet med færre selvmord i befolkningsstudie”.

De nævnte eksempler handler alle om videnskabelige fund, hvor der fejlagtigt gives det indtryk umiddelbart kunne omsættes til råd, der forebygger eller behandler sygdomstilstande eller på anden måde kunne få personer til at ændre adfærd. Eksemplerne fra Videnskab.dk spredte sig til en lang række andre medier med anvendelse af samme misvisende overskrifter, og har derved nået en stor befolkningsgruppe.

Brug af risikomarkører i diagnostik og præcisionsmedicin

Som sagt handler det om, hvorvidt en identificeret faktor er kausalt forbundet med sygdomstilstanden eller mortalitet, altså er en ”aktør”, ikke blot en ”markør”, som også betegnes en risikofaktor. Men markører for sygdom anvendes i voksende grad til tidlig diagnostik af sygdomme (f.eks. cancer), og behandlingsmarkører, anvendes i voksende grad til at vurdere om en patient reagerer på en specifik behandling (”præcisionsmedicin”), og i disse tilfælde behøver markøren ikke nødvendigvis at være ”aktør”, altså sygdomsforvolderen.  Visse tumorceller producerer stoffer, der på et tidligt tidspunkt i sygdomsforløbet kan detekteres i blodet, og som både kan anvendes til at diagnosticere sygdommen, men også til at monitorere behandlingseffekt. Andre tumor-produkter kan afgøre hvilken medicinsk behandling der er effektiv, og hvilken der ikke virker, og dermed forbedre behandlingen (9). I disse tilfælde er tumor-produkterne ikke nødvendigvis aktører, men markører.  Sådanne markører er også under udvikling inden for en lang række andre sygdomme som hjertekarsygdomme, diabetes, leddegigt, Alzheimer og fedme.

Tarmbakterier har betydning for om overvægtige taber sig på en fiber-rig kost 

Jeg har selv været i et forskningssamarbejde, der i to uafhængige studier har påvist, at overvægtige personer, der sættes til at spise en sund kost med flere kostfibre fra kornprodukter, grønsager, frugt og bær taber sig rigtig meget, hvis deres tarmflora har et særlig højt indhold af bakteriearten Prevotella og lavt indhold af Bacteroides, altså højt forhold mellem Prevotella og Bacteroides, hvorimod overvægtige med lavt forhold stort set ikke taber sig på en fiberrig kost (10-11). Det er tænkeligt, men ikke sikkert, at det er Prevotella-bakterierne som er særligt gode til at fordøje kostfibre og danner visse stoffer, som optages i kroppen, og som virker mættende og slankende. Men selvom bakterieforholdet ikke nødvendigt er årsag til reaktionen på kostfibre, men blot en markør, kan en måling af forholdet i en afføringsprøve alligevel kunne anvendes til at afgøre, hvilken behandling der er den optimale for den enkelte overvægtige person. Testen mangler dog endnu en del forskning før den kan anvendes klinisk. Dette er altså et eksempel på en markør, som kan få klinisk anvendelse, selvom den ikke nødvendigvis er kausalt forbundet med vægttabet. Formidling af sundhedsstof kan være vanskeligt, men med nye guidelines og lidt omtanke skulle det være muligt.

Videnskab.dk går galt byen

Paradoksalt nok forsøgte selvsamme Videnskab.dk sig med en artikel, der kritiserede sprogbruget i en pressemeddelse fra Købehavns Universitet i forbindelse med offentliggørelse af fundet at Prevotella (12). I  pressemeddelelsen anvendtes overskrifterne »Din afføring afslører, om du kan tabe dig«, og »Tarmbakterier kan afgøre dit vægttab«. Videnskab.dk, og de “eksperter” de anvender, kritiserer overskrifterne for at signalere, at der er kausalitet, hvilket viser, at de ikke kender forskellen på sprogbruget, der må anvendes i observersionsstudier, der belyser sammenhænge livsstilsfaktorer og sygelighed, og så anvendelse af observersionsstudier til at identificere biomarkører, som kan forbedre den enkelte patients behandling (precision medicine). Vi forsøgte at forklare dette i svarene til Videnskab.dk (12), men er nu yderligere udbygget i denne blog.

Den fremsatte kritik skal især ses i lyset af, at analysen af tarmbakterier ikke er tilgængelig for patienter og andre interesserede, så historien vil ikke umiddelbart have nogen effekt på befolkningens adfærd.

 

Referencer – links er senest besøgt 14. august 2018

 

1) Cofield SS, Corona RV, Allison DB. Use of causal language in observational studies of obesity and nutrition. Obesity Facts 2010; 3: 353-6.

2) Lear SA, Hu W, Rangarajan S, Gasevic D, Leong D, Iqbal R et al.The effect of physical activity on mortality and cardiovascular disease in 130 000 people from 17 high-income, middle-income, and low-income countries: the PURE study. Lancet 2017; 390: 2643–54.

3) Goenka G, Lee I-M. Physical activity lowers mortality and heart disease risks. Lancet 2017; 390: 2609–10.

4) Editors of the HEART Group Journals. Statement on matching language to the type of evidence used in describing outcomes data. Cardiol J 2013; 20: 110.

5) https://videnskab.dk/en/node/19738

6) https://videnskab.dk/krop-sundhed/styrketraening-mindsker-risikoen-for-for-tidlig-doed

7) https://videnskab.dk/kort-nyt/et-par-kopper-kaffe-om-dagen-nedsaetter-risikoen-selvmord

8) https://videnskab.dk/krop-sundhed/ny-rapport-slankekuren-slar-ihjel

9) Jameson JL, Longo DL. Precision medicine–personalized, problematic, and promising. N Engl J Med. 2015; 372(23):2229-34.

10)  Hjorth MF, Roager HM, Larsen TM, Poulsen SK, Licht TR, Bahl MI, Zohar Y, Astrup A. Pre-treatment microbial Prevotella-to-Bacteroides ratio, determines body fat loss success during a 6-month randomized controlled diet intervention. Int J Obes (Lond). 2018 Feb;42(2):284.

11) Hjorth MF, Blædel T, Bendtsen LQ, Lorenzen JK, Holm JB, Kiilerich P, Roager HM, Kristiansen K, Larsen LH, Astrup A. Prevotella-to-Bacteroides ratio predicts body weight and fat loss success on 24-week diets varying in macronutrient composition and dietary fiber: results from a post-hoc analysis. Int J Obes (Lond). 2018 May 17.

12) https://videnskab.dk/krop-sundhed/arne-astrup-vi-har-aldrig-haevdet-kausal-sammenhaeng

 

 

 

Myte 5: “Holbæk-modellen har knækket koden til behandling af børnefedme”

”Ingen når Holbæk-modellen til sokkeholderne”

Overlæge Jens-Christian Holm er med Holbæk-modellen til behandling af overvægtige børn blevet kendt i offentligheden som børnelægen, der har knækket koden til effektivt at kunne behandle den ellers vanskelige børnefedme, og hans Holbæk-model anvendes nu af en stribe kommuner, og findes i TV-programmer og bøger.

Ifølge dr. Holm er resultaterne da også enestående, og han citeres i medierne for at ”ud af 1.900 børn og unge har 80 procent opnået og fastholdt en normal vægt efter behandling.” og ”Mellem 70 og 90 procent af børnene taber sig med Holbæk-modellen – og holder vægten. Samtidig reduceres både blodtryk, kolesteroltal, fedtlever og sågar forældrenes overvægt.” Og Dr. Holm er heller ikke bange for at udfordre sine kolleger med udtalelser som ”Ingen når os til sokkeholderne” med henvisning til at andre børnelæger blankt erkender, at deres resultater af behandling af børnefedme er nedslående.

Populær bog om Holbæk-modellen

Personligt har jeg nu også fået røde ører, når jeg tænker på at jeg i beundring for Dr.Holm for en årrække siden offentligt har stået i Holbæk og skamrost lægen i forbindelse med overrækkelse af en pris for hans indsats. Den første rødme på mine ører viste sig da Ugeskrift for Læger bad mig anmelde Dr.Holms bog ”Vægttab der holder hele livet”. I bogen gentages de påståede fantastiske resultater, men desværre kan de end ikke tilnærmelsesvist bekræftes af forfatterens egne publicerede videnskabelige opgørelser. Af de 876 overvægtige børn som indgik i studiet var der 68 % der blev tyndere, målt med alders- og kønskorrigeret BMI, mens 32 % øgede deres fedmegrad. Blandt de 68 % der blev tyndere var der en ca 4% reduktion i deres kropsfedtprocent. Og børnene, der tabte sig, var forsat betydeligt overvægtige ved studiets afslutning. Så det blev en noget kritisk boganmeldelse.

Uetisk over for foreældre og børn, og spild af offentlige midler

I en serie af kritiske artikler i juli 2018 har journalister på Jyllandsposten sat lup på den videnskabelige dokumentation for Holbæk-metoden, og bedt en række forskere inden for relevante specialer at vurdere de videnskabeligt publicerede opgørelser af resultaterne af Holbæk-modellen. 

Journalisterne på Jyllandsposten bad vicedirektør på Det Nordiske Cochrane Center i København Karsten Juhl Jørgensen vurdere Dr.Holms studier, og han konkluderede, at der slet ikke foreligger klinisk kontrollerede studier af Holbæk-modellen, kun retrospektive opgørelser af patienter fulgt på hospitalet. Man kan derfor slet ikke vide om det er selve Holbæk-modellen der skaber et vægttab, eller om det er andre faktorer, f.eks. forældres og børnenes egen indsats når de er startet i et behandlingsforløb. Så man kan faktisk ikke tillade sig at udtale sig om Holbæk-modellen er bedre eller værre end andre behandlinger, da der aldrig er foretaget sammenlignende undersøgelser. Sammen med Professor John Brodersen fra København Universitet konkluderede han, at det tangerer til videnskabelig uredelighed at tilbyde en behandling, som er så dårligt dokumenteret, og om Dr. Holms markedsføring: ”Det er uetisk, når man lover børnene og deres forældre noget, som man reelt ikke har belæg for at love dem”.

I efterfølgende artikler slog professor i klinisk ernæring på Århus Universitet Bjørn Richelsen fast, at staten spilder mange millioner kroner hvert år ved at bevilge kommunerne penge fra sats-midlerne, som de anvender til behandling af fedme med bl.a. Holbæk-modellen: ”Pengene bør i stedet investeres i store, kontrollerede studier, der giver bevis for, hvilken behandling der bedst og billigst giver et varigt vægttab”.

 

Holbæk-modellen formentlig dårligere end andre behandlinger

Med en netop udkommet forskningsrapport som Institut for Idræt og Ernæring, Københavns Universitet, har udarbejdet for Sundhedstyrelsen, og som jeg har medvirket til, bliver det klart at Holbæk-modellen ikke lever op til de gyldne løfter, men også at den formentlig er dårligere end andre behandlingsmuligheder, som samtidig er bedre videnskabeligt funderede. Vurderet ud fra det klassiske kriterium ved vurdering af reduktion af fedmegrad hos børn der vokser,nemlig ”alders- og kønskorrigeret BMI”, så placerer Holbæk-modellen sig i bedste fald nogenlunde i midten, med den indbyggede usikkerhed at der aldrig er gennemført et regelret studie med en kontrolgruppe. Så ingen kender den reelle effekt på børnene ved at anvende Holbæk-modellen. Så indtil der foreligger rimelig solid videnskabelig dokumentation for pris og effekt bør man pege på andre billigere, og bedre dokumenterede behandlinger, som f.eks. Fit for Kids etc.

Set i bakspejlet er vi en række forskere med røde ører, som bør reflektere over om vi ikke burde have kigget på (den manglende) dokumentation for år tilbage, og have råbt vagt i gevær. Historien har mange lighedspunkter med Kejserens Nye Klæder, og hvor børnene er de eneste som opdagede at Holbæk-modellen ikke havde noget tøj på – de tabte sig ikke som lovet !

[Denne artikel har i en let omskrevet version været bragt som klumme på www.propatienter.dk]

Link til omtale af rapporten samt link til Sundhedsstyrelsens rapport

https://nexs.ku.dk/nyheder/2018-nyheder/ny-rapport-opsamler-al-tilgaengelig-viden-om-behandling-af-svaer-overvaegt/

Myte 4: Man skal spare på saltet for at nedsætte blodtrykket og forebygge hjertekarsygdom

Hvor farligt er et forhøjet blodtryk ?

”Behandlingen må aldrig være værre end sygdommen” synes at være en indlysende målsætning for læger, som behandler patienter, men somme tider kan det være svært at afgøre om man gør mere skade end gavn, når man skriver en recept. Problemstillingen er især relevant fordi vi i voksende grader ikke kun behandler sygdomme, men også behandler risikofaktorer, så som forhøjet kolesterol og blodtryk. Det er indiskutabelt, at et forhøjet blodtryk øger risikoen for at få en blodprop og måske dø af den, og en stor del af den danske befolkning er i behandling med blodtrykssænkende medicin. Men problemet er, at udover at medicinen nedsætter blodtryk og risiko for blodpropper, så har den også bivirkninger, som også rammer rigtig mange.

Mere skade end gavn hos mange personer

Hvis man har en lav risiko for blodpropper d.v.s. ikke har eksisterende hjertekarsygdom, diabetes og måske kun et let forhøjet blodtryk, som gør man mere skade end gavn med medicin.  For sådanne patienter skal lægen behandle 128 raske personer i 5 år for at redde én person fra at få en blodprop (de 127 får så kun besværet med at føle sig sygeliggjorte, bivirkninger, lægebesøg) og 400 skal tage medicinen for at forebygge ét dødsfald. Til gengæld vurderes det, at 10% af personerne får bivirkninger, såsom kvalme, dehydrering, forstoppelse eller diaré, træthed eller impotens. Ældre mennesker bliver især ramt af svimmelhed, og risikerer at falde og brække deres hofte. Det er skønnet at flere end 150.000 danskere tager blodtryksmedicin, som de ikke burde tage.

Der eksisterer alternativer til medicin

Dertil kommer så alle de personer, som vitterlig har et blodtryk, som kræver behandling, men som kunne undgå at blive medicinerede og risikoen for bivirkninger, fordi der faktisk eksisterer alternativer, nemlig en masse magi i være fødevarer. Magien kan ganske effektivt sænke blodtrykket ved at spise mere frugt, grønt, bær, mejeriprodukter, chokolade ganske uden bivirkninger, og sammen med en lille vægttab og motion, kan kosten give en effekt på blodtrykket, som svarer til mindst to blodtrykssænkende lægemidler.

Mindre salt er ikke en del af løsningen

Mennesket kan spise mellem 1 og 40 g salt i døgnet, men de fleste spiser kun mellem 6 og 12 gram om dagen. Sundhedsmyndigheder anbefaler imidlertid at vi sparer på saltet og holder vores forbrug under 6 g om dagen. Årsagen er, at det gennem mange år har været antaget, at der er en sammenhæng mellem saltindtagelse og forhøjet blodtryk, og det faktum at blodtrykforhøjelse øger risikoen for slagtilfælde.

Gennem de senere år har en række nye studier, publiceret i verdens bedste lægevidenskabelige tidsskrifter, sat spørgsmålstegn ved om rådet bør gælde alle. De fleste af de studier, som finder en sammenhæng mellem salt og blodtryk er fundet i grupper af personer med forhøjet blodtryk. Blandt personer med blodtryksforhøjelser ændres det systolisk blodtryk dog kun 2.2 mmHg per 6 g ændring i saltindtag. Men hos personer med normalt blodtryk kan der slet ikke findes nogen sammenhæng mellem saltindtag og blodtryk, hvilket understøtter at nyrerne hos raske har det fint med at udskille det salt vi ikke har brug for i kroppen.

Mere alvorligt er det, at en række nyere befolkningsundersøgelser viser, at saltindtagelse under 6 g/døgn er associeret med øget dødelighed. Manglen på positiv effekt af saltreduktion hos raske er i overensstemmelse med en lang række randomiserede undersøgelser, der viser at raske med normalt blodtryk ikke har effekt på blodtrykket af saltreduktion. I populationsstudier og i en meta-analyse er det påvist, at sammenhængen mellem saltindtag og dødelighed hos personer med blodtryksforhøjelse er U-formet, hvor bunden af kurven svarer til 6-12 g saltindtag om dagen. Når saltindtagelsen falder under 6g begynder de saltbevarende hormoner at stige, ligesom stresshormonerne adrenalin og noradrenalin også stiger, hvilket bevirker at blodkolesterol og hjertefrekvensen også stiger. Måske er der en god og sund grund til, at stort set alle verdens befolkningers saltindtag ligger i et lavt, snævert interval lige over den grænse (ca. 6g salt/døgn) hvor fysiologien protesterer.

Så konklusionen er, at for personer med normalt blodtryk er der ingen grund til at tænke på at spare på saltet – moderation er dog altid godt, men de bizarre kostråd hvor man ikke må putte salt i pasta- eller kartoffelvandet hører fortiden til. For personer med forhøjet blodtryk bør man ikke komme over 12 gram om dagen – det svarer til ca 5 % af alle personer med blodtryksforhøjelse der ligger deroppe.

En af verdens førende forskere inden for salt og blodtryk er overlæge Niels Graudal fra Rigshospitalet. Han har i en række studier, herunder meta-analyser, påvist at personer med normalt blodtryk ikke skal bekymre sig om hvor meget salt de spiser. Du kan se én af hans nyeste publikationer HER.

Kritik fra Fødevarestyrelsen

Efter jeg havde publiceret et sammendrag af denne blog på Propatienter.dk kom der en reaktion fra Fødevarestyrelsen på Facebook:

Fødevarestyrelsen har kommenteret klummen på Propatienters facebook.

——————————————————————————————–

”Kære Propatient og jeres læsere

Salt og saltindtag er en vigtig diskussion, og vi synes Arne Astrups pointer fortjener et modspil fra os. Først og fremmest er der bred, international konsensus om, at reducere saltindtaget: http://www.who.int/news-room/fact-sheets/detail/salt-reduction

Og eftersom forhøjet blodtryk rammer rigtig mange danskere, er saltindtag en vigtig faktor at tage med. I modsætning til hvad Astrup påpeger, viser studier, at en fjerdedel af danskerne spiser mere end 11-12 gram salt pr. dag. Fødevarestyrelsen anbefaler, at man er bevidst omkring saltindholdet i de fødevarer man køber, og går efter Nøglehulsmærket, der bla. har krav til saltindhold.

For den interesserede, kan vi henvise til denne:

http://altomkost.dk/fileadmin/user_upload/altomkost.dk/Publikationsdatabase/Effekt_af_at_reducere_befolkningens_indtag_af_salt_Bragt_i_DIAETISTEN__Nr._151._Februar_2018._26._aargang..pdf (Bragt i Diætisten nr. 151)

Vi er glade for, og meget enige i, Astrups pointe om at variation er godt, og måske nok det vigtigste kostråd.”

Venlig hilsen

Else 

Else Molander

Enhedschef for Sund mad og Kommunikation

Miljø- og Fødevareministeriet

Fødevarestyrelsen


Fødevarestyrelsen har misforstået tallene for hvem der skal spare på saltet

Jeg er glad for, at Else Molander rejser denne kritik, da det giver mig anledning til at uddybe den del af de videnskabelige fakta, som Fødevarestyrelsen har misforstået.  Fødevarestyrelsen påpeger, at  at 25 % af danskerne spiser for meget salt, altså mere end de 11-12 gram om dagen.  Men en vigtig del af pointen i mit indlæg er, at de nye, og meget store studier klart viser at saltindtaget, selv et højt indtag, ikke har nogen sammenhæng med dødelighed og sygdom hos personer med normalt blodtryk, men udelukkende har betydning for dem med forhøjet blodtryk.  Hjerteforeningen har fundet at “kun” 20% af danskerne har forhøjet blodtryk.  Så i store træk er det kun de 20 % af de 25 %, som skal reducere indtaget af salt, og det giver så 5% af befolkningen.  Spørgsmålet er om man skal påtvinge 95 % af befolkningen en askese-råd, som de ikke har gavn af, og hvor en del af dem med sikkerhed vil komme ned i et lavt indtag af salt, som øger deres dødelighed. Om det så er 5 % eller 25 % af dem med blodtryksforhøjelse, der kunne skrue ned for saltet er måske ikke så væsentligt, og det burde være en sag mellem den enkelte person med blodtryksforhøjelse og deres læge/diætist. Der er nemlig en række andre, langt mere attraktive  metoder til at sænke blodtrykket uden medicin, og uden askese og bivirkninger.

Hvordan sænker jeg mit blodtryk uden medicin og salt-reduktion

Hvis man ønsker at sænke sit blodtryk uden medicin, hvilken formentlig hovedparten af personer med blodtryksforhøjelse kunne gøre, så skal man øge sit indtag af de blodtrykssænkende mineraler kalium, magnesium og kalcium – og det gøres meget nemt ved at spise flere grønsager, frugt, bær, og mejeriprodukter – et glas juice og mælk kan også give et bidrag. Og så tabe sig, hvis man er overvægtig. Hvert kg man taber giver et fald i blodtrykket på 1 mmHg. Og motion er rigtig godt til at sænke blodtryk. Så et lille vægttab, ændret kost og daglig motion er ligeså effektivt som 1-2 blodtryksnedsættende medikamenter – og har stort set ingen bivirkninger.

Hvor finder jeg opskrifter på måltider der sænker blodtrykket ?

I flere af de koststudier jeg har været med til at gennemføre har vi fundet af kosten sænker blodtrykket ganske effektivt – udover at kosten giver vægttab. Gode eksempler er Ny Nordisk Hverdagsmad som jeg har stået for sammen med Claus Meyer, og en række andre gode folk. I dette studie faldt det systoliske blodtryk med 5 mmHg og det diastolske med 3 mmHg. Hvis du kombinerer det med motion, så kan du øge effekten til 8-10 mmHg/5-6 mmHG.

 

  1. https://www.dr.dk/nyheder/indland/eksperter-advarer-mod-overmedicinering-af-over-150000-raske-danskere
  2. Basu S, Sussman JB, Rigdon J, Steimle L, Denton BT, Hayward RA. Benefit and harm of intensive blood pressure treatment: Derivation and validation of risk models using data from the SPRINT and ACCORD trials. PLoS Med. 2017 Oct 17;14(10):e1002410. doi: 10.1371/journal.pmed.1002410
  3. Yin L, Deng G, Mente A, Sun Y, Liu X, Zhang X, Wang X, Wang Y, Bo J, Chen H, Liu X, Gao N, Bai X, Rangarajan S, Li W. Association patterns of urinary sodium, potassium, and their ratio with blood pressure across various levels of salt-diet regions in China. Sci Rep. 2018 Apr 30;8(1):6727.
  4. O’Donnell M, Mann JF, Schutte AE, Staessen JA, Lopez-Jaramillo P, Thomas M, Mente A, Saulnier PJ, Yusuf S. Dietary Sodium and Cardiovascular Disease Risk. N Engl J Med. 2016 Dec 15;375(24):2404-2406.
  5. Mente A, O’Donnell M, Rangarajan S, Dagenais G, Lear S, McQueen M, Diaz R, Avezum A, Lopez-Jaramillo P, Lanas F, Li W, Lu Y, Yi S, Rensheng L, Iqbal R, Mony P, Yusuf R, Yusoff K, Szuba A, Oguz A, Rosengren A, Bahonar A, Yusufali A, Schutte AE, Chifamba J, Mann JF, Anand SS, Teo K, Yusuf S; PURE, EPIDREAM and ONTARGET/TRANSCEND Investigators. Associations of urinary sodium excretion with cardiovascular events in individuals with and without hypertension: a pooled analysis of data from four studies. Lancet. 2016 Jul 30;388(10043):465-75. doi:10.1016/S0140-6736(16)30467-6.
  6. Lamelas PM, Mente A, Diaz R, Orlandini A, Avezum A, Oliveira G, Lanas F, Seron P, Lopez-Jaramillo P, Camacho-Lopez P, O Donnell MJ, Rangarajan S, Teo K, Yusuf S. Association of Urinary Sodium Excretion With Blood Pressure and Cardiovascular Clinical Events in 17,033 Latin Americans. Am J Hypertens. 2016 Jul;29(7):796-805. doi: 10.1093/ajh/hpv195. Epub 2015 Dec 18.
  7. Mente A, Dagenais G, Wielgosz A, Lear SA, McQueen MJ, Zeidler J, Fu L, DeJesus J, Rangarajan S, Bourlaud AS, De Bluts AL, Corber E, de Jong V, Boomgaardt J, Shane A, Jiang Y, de Groh M, O’Donnell MJ, Yusuf S, Teo K. Assessment of Dietary Sodium and Potassium in Canadians Using 24-Hour Urinary Collection. Can J Cardiol. 2016 Mar;32(3):319-26.
  8. Graudal N, Jürgens G. Conflicting Evidence on Health Effects Associated with Salt Reduction Calls for a Redesign of the Salt Dietary Guidelines. Prog Cardiovasc Dis. 2018 May 2. pii: S0033-0620(18)30083-5.
  9. Graudal NA, Hubeck-Graudal T, Jurgens G. Effects of low sodium diet versus high sodium diet on blood pressure, renin, aldosterone, catecholamines, cholesterol, and triglyceride. Cochrane Database Syst Rev. 2017 Apr 9;4:
  10. Graudal N. Saltreduktionsinitiativer er formålsløse og uvirksomme. Ugeskr 2017 Jan 9;179(2).
  11. Poulsen SK, Due A, Jordy AB, Kiens B, Stark KD, Stender S, Holst C, Astrup A,
    Larsen TM. Health effect of the New Nordic Diet in adults with increased waist
    circumference: a 6-mo randomized controlled trial. Am J Clin Nutr. 2014
    Jan;99(1):35-45. doi: 10.3945/ajcn.113.069393

Myte 3: ”Det er bedre at tabe sig langsomt – så holder man det bedre på sigt”

Det er en myte, at det er sundere at tabe sig langsomt, og at det reducerer risikoen for at tage det hele på igen. Faktisk viser den samlede videnskab, at de overvægtige som har det hurtigste og største vægttab også er dem, der bevarer det bedst på sigt. Lodtrækningsstudier viser, at der ikke er nogen fordel ved at tabe sig langsomt. Tværtimod øger det risikoen for at man giver op halvvejs og helt dropper det.

Myten

Vi hører det jo ellers hele tiden, både hos ”eksperter”, i medier, ja sågar i officielle anbefalinger, at det er bedst at man stille og roligt omlægger sig kost og motionerer, så man kun taber ¼ kg per uge o.lign. Det kan virke modsætningsfyldt, at når overvægtige personer gerne vil smide en masse kilo i en fart, så kommer eksperterne og advarer mod hurtigt vægttab, og tilråder at det er bedst at tabe sig stille og roligt over en længere periode. Der er da heller ingen tvivl om, at en permanent kostomlægning og mere daglig motion, stille og roligt giver et vægttab, som har den bedste udsigt til at blive bevaret.

Problemet er bare, at det kræver solid viljestyrke og tålmodighed at tabe 10 kg over 1-2 år. Man kan dårligt se et resultat ved en ugentlig vejning. Og det er da også et faktum at mange giver op efter få måneders undertrykkelse af lysten til at spise og drikke de forbudte sager, når det ikke lykkes at tabe mere end et par af de uønskede kilogram. Man må nok erkende, at hvis man skal tabe mere end 10 kg, så er udsigten til succes begrænset medmindre man går lidt hårdere til den.

Men hvad så med dogmet, at det er farligt at tabe sig for hurtigt? Er du blevet tudet ørerne fulde med advarsler om at du mister for meget muskelmasse, stofskiftet falder dramatisk, og til sidst kan du ikke tillade dig at indtage blot en brøkdel af de kalorier du plejede, uden igen at tage på? Glem det! Videnskaben viser noget andet. Allerede i 1997 publicerede jeg sammen med Søren Toubro et studie i British Medical Journal, som viste at der ikke var hold i det1.

Mennesket er indrettet til hurtigt vægttab

Tænk engang på hvordan det forhistoriske menneske overlevede. Når høsten var god var der masser af mad, og det var ikke ualmindeligt at tage 10 kg på i løbet af få måneder. Men om vinteren kunne det nemt blive smalhals, og der røg de mange kilo på ny af. Og der er ingen fysiologiske holdepunkter for at det reducerer den magre legemsmasse (herunder muskler), så længe at mad og drikke indeholder tilstrækkeligt protein, og motioner man også, så er det endnu sikrere. Det er netop grunden til vi er udstyret med fedtdepoter. At opmagasinere energi i gode tider, så man kan overleve i dårlige tider. Det ville da være mystisk, at når kroppen er indrettet til at have en hektisk trafik ind og ud af fedtdepoterne i løbet af året, at det så skulle være usundt hurtigt at hive det opmagasinerede fedt ud igen.

Hvis du ikke taber et par kilogram den første måned, så taber du dig formentlig aldrig (på den kur)

Videnskabelige vægttabsstudier gør det muligt at se på sammenhængen mellem vægttabet for eksempel den første måned af en slankekur, og så sammenholde det med hvordan det er gået et par år senere. Interessant nok viser det sig, at de overvægtige der taber mindre end 2 kg den første måned, faktisk ikke taber sig meget mere de efterfølgende måneder, og efter et par år vejer de det samme som da de startede. De, der derimod tabte mere end 2 kg, forsatte typisk med at tabe sig de næste måneder, og endte med et pænt vægttab efter et år. De der tabte 5 kg eller mere den første måned forsatte typisk med tabe sig, og opnåede det flotte resultat af 15-20 kg vægttab i løbet af det første år. En forudsætning for at holde vægttabet er naturligvis at man lægger kost og livsstil om. Men det gælder uanset om man har tabt sig langsomt eller hurtigt.

Undersøgelserne tyder heller ikke på, at de, der taber sig hurtigt og meget, har større tilbøjelighed til at tage det hele på igen. Videnskaben taler altså et andet sprog end ugebladene og de mange kostvejledere. Der er dog én betingelse. Nemlig at det er en lødig slankekur, hvor man får tilstrækkeligt med protein og andre næringsstoffer.

 

Eksempler fra Videnskaben

I det store Europæiske multicenterstudie ”Diogenes”, som vi ledede fra Københavns Universitet startede overvægtige personer med at tabe sig i 8 uger på en skrap kur, hvor de kun fik 800-1000 kcal om dagen, og målet var de skulle tabe sig mindst 8 % af startvægten før de så ved lodtrækning blev fordelt til forskellige kosttyper. Man lad her udelukkende se på hvordan det gik deltagerne afhængigt af hvor meget de tabte de første 8 uger. I gennemsnit tabte de ca 11 kg, men der var stor variation – alt fra 3 til 25 kg. Men hvis vi deler dem om i 4 lige store grupper efter de er rangstillet efter vægttab (såkaldte ”kvartiler”), så kan vi se i figuren at de 25% med det laveste vægttab tabte i snit ca 7 kg (1st quartil), men efterfølgende begyndt de også at tage på igen2-3.

 

Og går vi videre til de næste grupper, så kan vi se at nu større vægttab de havde de første 8 uger, nu større var vægttab efter 24 uger (faktisk er det efter 32 uger – figuren er ikke helt korrekt). Og de 25 % med det største vægttab havde tabt 16 kg efter 8 uger og tenderede til at fortsætte med at tabe sig. Efter ét år viste resultaterne de samme tendenser.

Der er også gennemført randomiserede studier, hvor overvægtige personer ved lodtrækning er blevet fordelt til at tabe sig f.eks. 12 kg, enten langsomt eller hurtigt, og hvor man derefter har set på hvordan det er gået dem på længere sigt. Et fint studie publiceret i the Lancet4 viste,

at gruppen med langsomt vægttab tabte 14,3 kg over 9 måneder, mens gruppen med hurtigt vægttab tabte 14,6 kg på 3 mdr., men 3 år senere var der ingen forskel i hvor mange der havde bevaret vægttab, og i hvor mange der på ny havde taget noget på.

Rigtig mange studier viser det samme, og i referencelisten nedenfor kan du fine litteratur med oversigter, hvis du vil studere det nærmere. Jeg har selv skriver en del heraf, eller forfattet dem i samarbejde med kolleger. Bemærk, at jeg allerede i år 2000 publicerede en artikel sammen med den svenske professor Stephan Rössner, hvor vi forsøgte at dræbe denne myte5. Og senere sammen med amerikanske kolleger publicerede vi også mytedræbere, bl.a. i verdens fineste tidskrift New England Journal of Medicine6, og når det står deri, så må det være rigtigt J.

 

Konklusion

Det er en myte, at langsomt vægttab resulterer i bedre bevarelse af vægttabet på sigt. Tværtimod kan dette råd forhindre en masse overvægtige i at opnå succes. Så det er fint nok hvis vægttabet går hurtigt på en god kost med rigelig protein, og gerne med motion. Et meget langsomt vægttab på en kur tyder på at kuren ikke virker på dig, og sandsynligheden for at kuren vil hjælpe dig til et større vægttab er stort set lig 0.

 

 

Litteratur

1: Toubro S, Astrup A. Randomised comparison of diets for maintaining obese subjects’ weight after major weight loss: ad lib, low fat, high carbohydrate diet v fixed energy intake. BMJ. 1997;314(7073):29-34.

2: Handjieva-Darlenska T, Handjiev S, Larsen TM, van Baak MA, Lindroos A, Papadaki A, Pfeiffer AF, Martinez JA, Kunesova M, Holst C, Saris WH, Astrup A. Predictors of weight loss maintenance and attrition during a 6-month dietary intervention period: results from the DiOGenes study. Clin Obes. 2011,1(2-3):62-8.

3: Handjieva-Darlenska T, Handjiev S, Larsen TM, van Baak MA, Jebb S, Papadaki A, Pfeiffer AF, Martinez JA, Kunesova M, Holst C, Saris WH, Astrup A. Initial weight loss on an 800-kcal diet as a predictor of weight loss success after 8 weeks: the Diogenes study. Eur J Clin Nutr. 2010 Sep;64(9):994-9.

4: Purcell K, Sumithran P, Prendergast LA, Bouniu CJ, Delbridge E, Proietto J. The effect of rate of weight loss on long-term weight management: a randomized controlled trial. Lancet Diabetes Endocrinol. 2014 Dec;2(12):954-62.

5: Astrup A, Rössner S. Lessons from obesity management programmes: greater initial weight loss improves long-term maintenance. Obes Rev. 2000 May;1(1):17-9.

6: Casazza K, Fontaine KR, Astrup A, Birch LL, Brown AW, Bohan Brown MM, Durant N, Dutton G, Foster EM, Heymsfield SB, McIver K, Mehta T, Menachemi N, Newby PK, Pate R, Rolls BJ, Sen B, Smith DL Jr, Thomas DM, Allison DB. Myths, presumptions, and facts about obesity. N Engl J Med. 2013; 31;368(5):446-54.

 

Øvrig litteratur

Unick JL, Neiberg RH, Hogan PE, Cheskin LJ, Dutton GR, Jeffery R, Nelson JA, Pi-Sunyer X, West DS, Wing RR; Look AHEAD Research Group. Weight change in the first 2 months of a lifestyle intervention predicts weight changes 8 years later. Obesity (Silver Spring). 2015 Jul;23(7):1353-6.

Unick JL, Leahey T, Kent K, Wing RR. Examination of whether early weight loss predicts 1-year weight loss among those enrolled in an Internet-based weight loss program. Int J Obes (Lond). 2015 Oct;39(10):1558-60. doi: 10.1038/ijo.2015.89.

Casazza K, Brown A, Astrup A, Bertz F, Baum C, Brown MB, Dawson J, Durant N, Dutton G, Fields DA, Fontaine KR, Heymsfield S, Levitsky D, Mehta T, Menachemi N, Newby PK, Pate R, Raynor H, Rolls BJ, Sen B, Smith DL Jr, Thomas D, Wansink B, Allison DB. Weighing the Evidence of Common Beliefs in Obesity Research. Crit Rev Food Sci Nutr. 2015;55(14):2014-53.

 

 

 

 

 

 

Oversigt over samlede videnskabelige produktion

Min videnskabelige publikationsaktivitet tæller i 2018 flere end 3000 artikler, lærebogskapitler, abstracts m.v. Oversigter over de fleste artikler kan findes findes på MedLine: https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/?term=astrup+a

Men endnu flere kan findes på Google Scholar: https://scholar.google.dk/citations?hl=da&user=bmq9NToAAAAJ

På min hjemmeside på Københavns Universitet kan de fleste også findes:

http://nexs.ku.dk/ansatte/?pure=da%2Fpersons%2Farne-astrup(5d943631-c9fc-4b63-8aaa-263ba4248735)%2Fpublications.html