Vegetarer og veganere risikerer knogleskørhed og -brud

Vegetar- og veganerkost øger risikoen for knogleskørhed og brækkede knogler

Omend der kun er 2-3 procent af den danske befolkning som lever rent vegetarisk (intet kød, fjerkræ, fisk eller skalddyr) eller vegansk (heller ingen mejeriprodukter eller æg, altså ren plantebaseret), så er det en voksende andel af befolkningen. Ligeledes rapporterer yderligere 10 % af befolkningen at de spiser overvejende vegetarisk (flexitarer). Motiverne kan være alt fra dyrevelfærd, klimabelastning, religiøse eller sundshedsbaseret. Om end der er god dokumentation for at et øget indtag af frugt, grønt og bær indebærer en række sundhedsfordele, så er der god dokumentation for at de animalske fødevarer bidrager med en række næringsstoffer af afgørende betydning for menneskets sundhed. Så mens der kan være sundhedsfordele ved at reducere f.eks. kødforbruget med 35 % fra de gennemsnitlige 138 gram kød om dagen til 90 gram om dagen og i stedet spiser flere grøntsager, bælgfrugter og fuldkornsprodukter, så er det mere tvivlsomt om der samlet set er fordele ved at leve som vegetar eller veganer.

Knoglebrud er en alvorlig lidelse for ældre

Et af de områder, hvor reduktion af de animalske fødevarer kan være et problem er for knoglestyrke og dermed risiko for at udvikle knogleskørhed. Sammen med fysisk aktivitet er kosten af afgørende betydning for opbyggelse af stærke knogler, og dermed at være rustet til alderdommen, hvor afkalkning af knoglerne øger risikoen for knoglebrud. Især lårbensbrud, og sammenfald i ryggen er hyppige og er forbundet med store lidelser og høj dødelighed.

 

Rigtig kost og motion giver stærke knogler

I kosten er det især calcium, vitamin D og protein som er vigtige for knoglestyrken. Og protein i animalske fødevarer har den rette aminosyresammensætning for knogleopbygning, mens det kræver blandinger af forskellige vegetabilske proteinkilder at få denne rette sammensætning. Men herudover er vitamin B12, zink, vitamin K og n-3 fedtsyre også af betydning for knoglesundheden. Da især calcium og vitamin D primært findes i henholdsvis mejeriprodukter, fisk, øg og kød, så er det vanskeligt at sikre et tilstrækkeligt indtag, hvis man udelukker animalske fødevarer helt eller delvist. Det er derfor relevant, at undersøge om vegetarer og veganere kan lide af mangeltilstande, har levere knoglemineralindhold og har øget risiko for knoglebrud.

 

Kød eller ej

En række observerende studier har belyst dette spørgsmål i mange forskellige populationer verden over, og de fleste har peget på at der faktisk er et problem. Men nu er der netop publiceret den hidtil mest omfattende og grundige meta-analyse, som har kvalitetsvurderet og sammenfattet resultaterne af alle tidligere undersøgelse.

Tyve studier blev inkluderet i analysen omfattende i alt 37.134 personer. Sammenholdt med kødspisere (omnivorer), så fandtes det at både vegetarer og veganere havde nedsat knoglemineraltæthed i lårbenshalsen og i lænde-ryghvirvlerne, de to mest alvorlige steder i skellettet. Veganere fandtes også at have en højere forekomst af knoglebrud end kødspisere.

Fundene er alle statistisk sikre, men størrelsen af den øgede risiko for knoglebrud afhænger af forskellige undergrupper (kaukasiere vs asiatere, mænd vs kvinder osv.), men i store træk har vegetarer en 25 % øget risiko for knoglebrug, mens veganerne har en ca 50 % øget risiko.

Dansk studie

Et dansk studie fra Københavns Universitet og Statens Seruminstitut bekræfter at danske veganere også har de samme problemer. Her fandt man en lavere koncentration af aktivt vitamin D i blodet samt en forhøjet omsætning i knoglerne. Studiet kan findes HER

Årsagssammenhæng

Selvom det er et observerende studie, som ikke kan vise kausale sammenhænge (årsagssammenhæng), så er der meget der taler for at resultaterne er troværdige. Der er gode plausible mekanismer, nemlig at de animalske næringsstoffer vegetarer og veganere får mindre af er essentielle for knoglesundheden, og fundet at risikoen er større for veganere end for vegetarer støtter også troværdigheden.

Konklusion

Konklusionen er, at det ikke indebærer sundhedsfordele for knoglerne at udelukke animalske fødevarer, også selv om det kun er kødet der skippes. Så det sundeste er blot at spise lidt mindre kød, og erstatte det med protein- og kalkrige vegetabilske fødevarer, samt mejeriprodukter. Ønsker man at leve som vegetar eller veganer bør man sandsynligvis tage kosttilskud med vitamin D, kalcium og protein hele livet igennem for at opnå optimal knoglesundhed.

 

 

 

Link til meta-analysen

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *