Spørgsmål og misforståelser om Blodsukkerkuren

Efter Politiken sidste år udgav bogen “Spis dig slank efter dit blodsukker” har jeg fået en lang række henvendelser fra folk, som har fået nye indsigter og følt sig godt hjulpet af bogens anbefalinger. Men da bogen bygger på ny forskning og i høj grad også nuancerer tidligere tiders anbefalinger, er der selvfølgelig også forskerkolleger, diætister og andre gode folk, som helt rimeligt har luftet deres holdninger til bogens anbefalinger, efter at de er blevet spurgt til det af Videnskab.dk. En del af disse holdninger bygger imidlertid også på misforståelser og muligvis at journalisten fra Videnskab.dk ikke har lagt alle oplysningerne frem for de personer, der er blevet interviewet. Og det er jo rigtigt ærgerligt. For selvfølgelig skal man kunne tage faglige diskussioner. Men man skal jo diskutere det rigtige – og på et retvisende grundlag. Jeg vil derfor rigtigt gerne i dette indlæg forsøge at skabe klarhed og give reel viden, så man kan være sikre på, hvad der er op og ned i forhold til Blodsukkerkuren og den ret komplekse forskning, der ligger bag. 

 

 

MISFORSTÅELSE 1: Bygger Blodsukkerkuren virkelig kun på en enkelt videnskabelig publikation?

SVAR: Nogle enkelte forskere har kritiseret Blodsukkerkuren for kun at bygge på en enkel videnskabelig publikation. Det må de have gjort, fordi de tydeligvis ikke har haft lejlighed til at læse den lange række af videnskabelige studier, som ligger til grund for Blodsukkerkuren. Det er ærgerligt, for kuren er forskningsmæssigt solidt velunderbygget. Det betyder naturligvis ikke, at vi ikke kan blive endnu klogere i de kommende år, og at der ikke er behov for yderligere forskning. Men med den viden, der eksisterer, og med den forskning, der allerede er gennemført på ernæringsområdet i hele verden, så er Blodsukkerkuren lige nu udtryk for den bedste viden, der er på feltet. Blodsukkerkuren trækker blandt andet på viden fra fem store randomiserede studier, som er genanalyseret, men også andre studier bakker op om anbefalingerne.

 

MISFORSTÅELSE 2: Er det ikke problematisk, den måde Blodsukkerkuren måler blodsukker på?

SVAR: Vores analyser viser, at den bedste karakteristik af personers glukosestofskifte med henblik på appetitregulering fås ved at bruge faste-glucose og insulin i stedet for HgbA1c. Den sidste giver et gennemsnitsblodsukker over uger, og er meget påvirket af hvad man spiser og drikker. Vi har brug for et billede af sukkerstofskiftet, som er upåvirket af hvad personer spiser. Og det gælder især type 2 diabetikere. Vi anbefaler, at man måler fasteblodsukkeret flere morgener, og tager et gennemsnit. Når man udvikler biomarkører som fasteblodsukker og insulin med henblik på at vise hvilken kost som er den optimale for vægtkontrol, så er det naturligvis vigtigt, at biomarkøren er testet på forskellige populationer af overvægtige personer, og med en række forskellige kosttyper. Hvis biomarkørerne kun virker på én bestemt kost, og måske kun på én gruppe overvægtige, ja så kan den ikke anvendes til alle. Derfor har vi netop testet både overvægtige med normalt blodsukker, overvægtige præ-diabetikere og type 2 diabetikerne. Det er en særdeles vigtig pointe, da de reagerer vidt forskelligt på kosten. Og vi har vist, at biomarkørerne virker i de forskellige kosttyper. Dette er jo netop styrken, at de testet i de forskellige populationer og med mange forskellige kosttyper, og i studier udført i en lang række lande.

MISFORSTÅELSE 3: Mangler der forsøgsprotokoller i studierne bag Blodsukkerkuren?

SVAR: Nej. Der foreligger naturligvis protokoller for hvert enkelt studie, og såkaldte synopser, der indeholder ende-punkter og analysestrategi, og som er godkendt af en international styregruppe af eksperter, før analyserne kunne påbegyndes. Når man gen-analyserer tidligere studier indebærer det altid en risiko for ”fiskeri” og tilfældige signifikante fund, hvis ikke man laver en protokol. Netop derfor er der forud for studierne udarbejdet protokoller. Og netop derfor er det også interessant, at fundene er blevet bekræftet i flere uafhængige studier.

MISFORSTÅELSE 4: Er der i forskningen udplukket tilfældige undergrupper, med særlige karakteristika?

SVAR: Nej. Man skal altid være varsom med at foretage analyserer, som ikke på forhånd er fastlagt i protokollen, fordi det kan give risiko for, at man når fejlagtige konklusioner baseret på tilfældige fund. Men vores udvalgte undergrupper var fastlagt på forhånd i protokollen, hvilket også giver rigtig god biologisk mening (overvægtige med normal blodsukker, overvægtige prædiabetikere og overvægtige diabetikere). Validiteten af fundene bekræftes således også i en række uafhængige studier.

MISFORSTÅELSE 5: Er der korrekt, når en journalist hævder, at det er en fejlkilde i studierne, at der ikke tages hensyn til hvor meget motion deltagerne har dyrket undervejs?

SVAR: Nej, det er ikke korrekt. Dette er ikke en fejlkilde. Journalisten kender formentlig ikke helt til forskellen på befolkningsstudier og så randomiserede interventionsstudier, som dem vi har gennemført. I et befolkningsstudie finder man typisk associationer, som man ikke kan være sikker på er kausalt forbundne, selvom man forsøger at justere statistisk for andre faktorer, som kan påvirke f.eks. vægten. Og det kunne være fysisk aktivitet. Men i et randomiseret studie er formålet netop at elimimere virkningen af andre faktorer end præcis dén man ønsker at vurdere effekten af, i dette tilfælde kosten. Når en stor gruppe overvægtige ved lodtrækning fordeles til to forskellige kosttyper med måske 350 overvægtige i hver gruppe, så er risikoen for at de to grupper er forskellige mht f.eks. motion minimal, ligesom spontane ændringer i motionsvaner under studiet formodes at være de samme i de to grupper, når interventionen udelukkende består af kost. Dette er helt fundamental videnskabsteori, som vi naturligvis alle sammen bør gøre os umage med at fortælle de journalister om, som ikke ved det.

MISFORSTÅELSE 6: Er der korrekt, når en journalist hævder, at diabetikere taber sig af at spise meget kulhydrat?

SVAR: Nej, det er heller ikke korrekt. Jeg blev virkelig bekymret på diabetikernes vegne, det jeg læste ovenstående i en overskrift hos Videnskab.dk. Journalisten bag artiklen hævder, at diabetikere skal spise flere kulhydrater, og han baserer sin egenhændige anbefaling på DIRECT studiet. Men hvad gik DIRECT studiet egentlig ud på? Jo, interventionen var en slags NUPO-kur med måltidserstatninger, som leverede ca. 850 kcal/dag, hvoraf kulhydratindholdet kun var 125 gram om dagen. Det svarer til, at kun 20% af en persons energibehov dækkes af kulhydrat, hvilket svarer til en ekstrem ”low-carb diet”. At dette for journalisten bliver til, ”at diabetespatienterne tabte sig ved at spise mange kulhydrater” er en total misforståelse af studiet. Patienternes diabetes forsvandt som følge af det store vægttab, som kommer når man går på en lav-kalorie-kur, som kun giver 850 kcal/dag når man normalt forbrænder omkring 2.500 kcal. Det meget lave kulhydratindhold er med til at tømme sukkerdepoterne i kroppen, og det giver ketonstofdannelse og virker mættende. De pågældende spiste altså ikke mange, men næsten ingen kulhydrater. At hævde det modsatte er både fejlagtigt og bekymrende. Læs mere om denne del HER.

MISFORSTÅELSE 7: Anbefales Blodsukkerkuren til børn?

SVAR: Vi gør det udtrykkelig klart, at Blodsukkerkuren ikke er testet på børn, og at vi derfor ikke kan anbefale, at man anvender konceptet på overvægtige børn. Hvis man ønsker det, vil det kræve yderligere studier.

MISFORSTÅELSE 8: Er vi nået til et punkt, hvor der ikke er behov for mere forskning på området?

SVAR: Nej, naturligvis ikke. Og fx har Walter Willett, som er professor i epidemiologi og ernæring ved Harvard T.H. Chan School of Public Health skrevet direkte til Videnskab.dk i forbindelse med deres dækning af historien: ”Der er bestemt behov for mere forskning på dette område, men den overordnede retning i forhold til kostråd, som Dr. Astrup antyder, er i overensstemmelse med en stor mængde evidens, ikke kun hans eget studie. […] Selvom vi på dette tidspunkt ikke kan være sikre på, at faste-blodsukkeret vil være den bedste måde at forudsige, hvordan man reagerer på kulhydrater, indikerer mange studier, at stofskiftets reaktioner på at få en kost med højt glykæmisk indeks (for eksempel sukker og hvidt brød, red.) er værre, når man har konstateret intolerance over for kulhydrater, for eksempel i form af højere fastblodsukker eller højere BMI. […] Så jeg er enig i, at der er brug for mere forskning, men i mellemtiden er retningen, som Dr. Astrup foreslår, rimelig,« skriver Walter Willett,

 

En appel for fremtiden

Jeg håber, at jeg med ovenstående har kunnet råde lidt bod på den tvivl og usikkerhed, som Videnskab.dk’s artikel om Blodsukkerkuren formentlig har medført hos nogen. Jeg håber, at journalisten en anden gang vil sikre, at han præsenterer de eksperter, han interviewer, med alle relevante fakta, herunder også videnskabelig dokumentation, inden han beder forskere om at forholde sig til andres videnskab. Det ville give en bedre dækning for befolkningen og efterfølgende nogle bedre faglige diskussioner i videnskabelige kredse. For naturligvis gør forskningen os hele tiden klogere. Og det vil den forhåbentlig blive ved med. Særligt hvis vi har en god, solid og saglig videnskabsjournalistik.

Blodsukkerkuren er testet i Gentofte Kommune hos psykisk sårbare – Læs mere HER

 

Hør Radio 24/7 interview hvor Dr. Fitness Anders Nedergaard spørger ind til dokumentationen for Blodsukkerkuren HER

Læs også Videnskabelige studier oversælges i medierne