Myte 3: ”Det er bedre at tabe sig langsomt – så holder man det bedre på sigt”

Det er en myte, at det er sundere at tabe sig langsomt, og at det reducerer risikoen for at tage det hele på igen. Faktisk viser den samlede videnskab, at de overvægtige som har det hurtigste og største vægttab også er dem, der bevarer det bedst på sigt. Lodtrækningsstudier viser, at der ikke er nogen fordel ved at tabe sig langsomt. Tværtimod øger det risikoen for at man giver op halvvejs og helt dropper det.

Myten

Vi hører det jo ellers hele tiden, både hos ”eksperter”, i medier, ja sågar i officielle anbefalinger, at det er bedst at man stille og roligt omlægger sig kost og motionerer, så man kun taber ¼ kg per uge o.lign. Det kan virke modsætningsfyldt, at når overvægtige personer gerne vil smide en masse kilo i en fart, så kommer eksperterne og advarer mod hurtigt vægttab, og tilråder at det er bedst at tabe sig stille og roligt over en længere periode. Der er da heller ingen tvivl om, at en permanent kostomlægning og mere daglig motion, stille og roligt giver et vægttab, som har den bedste udsigt til at blive bevaret.

Problemet er bare, at det kræver solid viljestyrke og tålmodighed at tabe 10 kg over 1-2 år. Man kan dårligt se et resultat ved en ugentlig vejning. Og det er da også et faktum at mange giver op efter få måneders undertrykkelse af lysten til at spise og drikke de forbudte sager, når det ikke lykkes at tabe mere end et par af de uønskede kilogram. Man må nok erkende, at hvis man skal tabe mere end 10 kg, så er udsigten til succes begrænset medmindre man går lidt hårdere til den.

Men hvad så med dogmet, at det er farligt at tabe sig for hurtigt? Er du blevet tudet ørerne fulde med advarsler om at du mister for meget muskelmasse, stofskiftet falder dramatisk, og til sidst kan du ikke tillade dig at indtage blot en brøkdel af de kalorier du plejede, uden igen at tage på? Glem det! Videnskaben viser noget andet. Allerede i 1997 publicerede jeg sammen med Søren Toubro et studie i British Medical Journal, som viste at der ikke var hold i det1.

Mennesket er indrettet til hurtigt vægttab

Tænk engang på hvordan det forhistoriske menneske overlevede. Når høsten var god var der masser af mad, og det var ikke ualmindeligt at tage 10 kg på i løbet af få måneder. Men om vinteren kunne det nemt blive smalhals, og der røg de mange kilo på ny af. Og der er ingen fysiologiske holdepunkter for at det reducerer den magre legemsmasse (herunder muskler), så længe at mad og drikke indeholder tilstrækkeligt protein, og motioner man også, så er det endnu sikrere. Det er netop grunden til vi er udstyret med fedtdepoter. At opmagasinere energi i gode tider, så man kan overleve i dårlige tider. Det ville da være mystisk, at når kroppen er indrettet til at have en hektisk trafik ind og ud af fedtdepoterne i løbet af året, at det så skulle være usundt hurtigt at hive det opmagasinerede fedt ud igen.

Hvis du ikke taber et par kilogram den første måned, så taber du dig formentlig aldrig (på den kur)

Videnskabelige vægttabsstudier gør det muligt at se på sammenhængen mellem vægttabet for eksempel den første måned af en slankekur, og så sammenholde det med hvordan det er gået et par år senere. Interessant nok viser det sig, at de overvægtige der taber mindre end 2 kg den første måned, faktisk ikke taber sig meget mere de efterfølgende måneder, og efter et par år vejer de det samme som da de startede. De, der derimod tabte mere end 2 kg, forsatte typisk med at tabe sig de næste måneder, og endte med et pænt vægttab efter et år. De der tabte 5 kg eller mere den første måned forsatte typisk med tabe sig, og opnåede det flotte resultat af 15-20 kg vægttab i løbet af det første år. En forudsætning for at holde vægttabet er naturligvis at man lægger kost og livsstil om. Men det gælder uanset om man har tabt sig langsomt eller hurtigt.

Undersøgelserne tyder heller ikke på, at de, der taber sig hurtigt og meget, har større tilbøjelighed til at tage det hele på igen. Videnskaben taler altså et andet sprog end ugebladene og de mange kostvejledere. Der er dog én betingelse. Nemlig at det er en lødig slankekur, hvor man får tilstrækkeligt med protein og andre næringsstoffer.

 

Eksempler fra Videnskaben

I det store Europæiske multicenterstudie ”Diogenes”, som vi ledede fra Københavns Universitet startede overvægtige personer med at tabe sig i 8 uger på en skrap kur, hvor de kun fik 800-1000 kcal om dagen, og målet var de skulle tabe sig mindst 8 % af startvægten før de så ved lodtrækning blev fordelt til forskellige kosttyper. Man lad her udelukkende se på hvordan det gik deltagerne afhængigt af hvor meget de tabte de første 8 uger. I gennemsnit tabte de ca 11 kg, men der var stor variation – alt fra 3 til 25 kg. Men hvis vi deler dem om i 4 lige store grupper efter de er rangstillet efter vægttab (såkaldte ”kvartiler”), så kan vi se i figuren at de 25% med det laveste vægttab tabte i snit ca 7 kg (1st quartil), men efterfølgende begyndt de også at tage på igen2-3.

 

Og går vi videre til de næste grupper, så kan vi se at nu større vægttab de havde de første 8 uger, nu større var vægttab efter 24 uger (faktisk er det efter 32 uger – figuren er ikke helt korrekt). Og de 25 % med det største vægttab havde tabt 16 kg efter 8 uger og tenderede til at fortsætte med at tabe sig. Efter ét år viste resultaterne de samme tendenser.

Der er også gennemført randomiserede studier, hvor overvægtige personer ved lodtrækning er blevet fordelt til at tabe sig f.eks. 12 kg, enten langsomt eller hurtigt, og hvor man derefter har set på hvordan det er gået dem på længere sigt. Et fint studie publiceret i the Lancet4 viste,

at gruppen med langsomt vægttab tabte 14,3 kg over 9 måneder, mens gruppen med hurtigt vægttab tabte 14,6 kg på 3 mdr., men 3 år senere var der ingen forskel i hvor mange der havde bevaret vægttab, og i hvor mange der på ny havde taget noget på.

Rigtig mange studier viser det samme, og i referencelisten nedenfor kan du fine litteratur med oversigter, hvis du vil studere det nærmere. Jeg har selv skriver en del heraf, eller forfattet dem i samarbejde med kolleger. Bemærk, at jeg allerede i år 2000 publicerede en artikel sammen med den svenske professor Stephan Rössner, hvor vi forsøgte at dræbe denne myte5. Og senere sammen med amerikanske kolleger publicerede vi også mytedræbere, bl.a. i verdens fineste tidskrift New England Journal of Medicine6, og når det står deri, så må det være rigtigt J.

 

Konklusion

Det er en myte, at langsomt vægttab resulterer i bedre bevarelse af vægttabet på sigt. Tværtimod kan dette råd forhindre en masse overvægtige i at opnå succes. Så det er fint nok hvis vægttabet går hurtigt på en god kost med rigelig protein, og gerne med motion. Et meget langsomt vægttab på en kur tyder på at kuren ikke virker på dig, og sandsynligheden for at kuren vil hjælpe dig til et større vægttab er stort set lig 0.

 

 

Litteratur

1: Toubro S, Astrup A. Randomised comparison of diets for maintaining obese subjects’ weight after major weight loss: ad lib, low fat, high carbohydrate diet v fixed energy intake. BMJ. 1997;314(7073):29-34.

2: Handjieva-Darlenska T, Handjiev S, Larsen TM, van Baak MA, Lindroos A, Papadaki A, Pfeiffer AF, Martinez JA, Kunesova M, Holst C, Saris WH, Astrup A. Predictors of weight loss maintenance and attrition during a 6-month dietary intervention period: results from the DiOGenes study. Clin Obes. 2011,1(2-3):62-8.

3: Handjieva-Darlenska T, Handjiev S, Larsen TM, van Baak MA, Jebb S, Papadaki A, Pfeiffer AF, Martinez JA, Kunesova M, Holst C, Saris WH, Astrup A. Initial weight loss on an 800-kcal diet as a predictor of weight loss success after 8 weeks: the Diogenes study. Eur J Clin Nutr. 2010 Sep;64(9):994-9.

4: Purcell K, Sumithran P, Prendergast LA, Bouniu CJ, Delbridge E, Proietto J. The effect of rate of weight loss on long-term weight management: a randomized controlled trial. Lancet Diabetes Endocrinol. 2014 Dec;2(12):954-62.

5: Astrup A, Rössner S. Lessons from obesity management programmes: greater initial weight loss improves long-term maintenance. Obes Rev. 2000 May;1(1):17-9.

6: Casazza K, Fontaine KR, Astrup A, Birch LL, Brown AW, Bohan Brown MM, Durant N, Dutton G, Foster EM, Heymsfield SB, McIver K, Mehta T, Menachemi N, Newby PK, Pate R, Rolls BJ, Sen B, Smith DL Jr, Thomas DM, Allison DB. Myths, presumptions, and facts about obesity. N Engl J Med. 2013; 31;368(5):446-54.

 

Øvrig litteratur

Unick JL, Neiberg RH, Hogan PE, Cheskin LJ, Dutton GR, Jeffery R, Nelson JA, Pi-Sunyer X, West DS, Wing RR; Look AHEAD Research Group. Weight change in the first 2 months of a lifestyle intervention predicts weight changes 8 years later. Obesity (Silver Spring). 2015 Jul;23(7):1353-6.

Unick JL, Leahey T, Kent K, Wing RR. Examination of whether early weight loss predicts 1-year weight loss among those enrolled in an Internet-based weight loss program. Int J Obes (Lond). 2015 Oct;39(10):1558-60. doi: 10.1038/ijo.2015.89.

Casazza K, Brown A, Astrup A, Bertz F, Baum C, Brown MB, Dawson J, Durant N, Dutton G, Fields DA, Fontaine KR, Heymsfield S, Levitsky D, Mehta T, Menachemi N, Newby PK, Pate R, Raynor H, Rolls BJ, Sen B, Smith DL Jr, Thomas D, Wansink B, Allison DB. Weighing the Evidence of Common Beliefs in Obesity Research. Crit Rev Food Sci Nutr. 2015;55(14):2014-53.

 

 

 

 

 

 

Myter om kost, motion, vægttab og slankekure

 

 

Der eksisterer så mange myter som gør det rigtig svært for overvægtige personer at tabe sig – fordi mange af de råd de får er forkerte, og ligefrem modarbejder en succesrig slankekur eller sundere livsstil.

Problemet er, at myterne er udbredte selv blandt læger og diætister, ja selv blandt forskere, hvilket jeg har erfaret ved at holde forelæsninger med quiz og afstemninger, både her i landet og på internationale kongresser. Ofte er de 80 % der svarer forkert.

Og hvorfor skal man så tro på mig ? Tja, i samarbejde med førende amerikanske forskere har jeg publiceret om myter i bl.a. verdens førende medicinske tidsskrift New England Journal of Medicine.

Jeg forventer omkring at dræbe 20 myter, og I er velkomne til at kommentere  her på bloggen.

kh Arne

Myte 2: “Yoyo-kure usunde og skadelige”

I Myte 1 artiklen blev det klart, at det er sundt at tabe sig, hvis man vejer for meget. Men hvad nu hvis man tager det hele på igen ? Og påny kaster sig ud i et vægttab. Er det så usundt ?

SE VIDEO  Arne forklarer Myte 2 

Gennem de sidste 25 år har det været hævdet, at det er usundt at svinge op og ned i vægt. Men to vigtige studier viser at det er en myte. Det viser sig at det faktisk er sundt at tabe sig, også selvom man tager det hele på igen.

Udsagn som dette her er der tusindvis af på nettet: ”Går du på slankekur hvert år lige efter nytår og tager det hele på igen i marts? For så at gå på slankekur igen lige inden bikinisæsonen og tage det hele på igen i efteråret? Det er meget skidt for din sundhed. Forskerne har en teori om, at vægttab frigiver en øget mængde frie fedtsyrer til blodet. Frie fedtsyrer udløser uheldige kædereaktioner i vores celler” og så videre!

 

Råd på utilstrækkelig videnskab

Men hvor kommer advarslerne egentlig fra. Jo, det hele startede med et befolkningsstudie fra den amerikansk-svenske forsker Lauren Lissner, som blev publiceret i det fine New England Journal of Medicine, hvor hun påviste at personer, som svingede op og ned i vægt gennem årene havde en forøget total dødelighed, samt forekomst og død af hjertekarsygdom. Talrige lignende analyser af befolkningsstudier har fundet det samme, men det har knebet med at påvise nogle mekanismer til at forklare fundene. Forskerne mente, at de, så godt som det nu er muligt, havde taget højde for at op- og nedture i vægten også kunne skyldes ”tobaksophør og nystart”, en lang række sygdomme og medicin, som klart er forbundet med øget dødelighed og hjertekarsygdomme. Men som vi ofte ser med ”associationer” i befolkningsstudier, så er de ”statistisk forbundne”, men ikke nødvendigvis ”kausalt forbundne”.

Vores biologi er indrettet til at vægten kan svinge op og ned

Tænk engang på hvordan det forhistoriske menneske overlevede. Når høsten var god var der masser af mad, og det var ikke ualmindeligt at tage 10 kg på i løbet af få måneder. Men om vinteren kunne det nemt blive smalhals, og der røg de mange kilo på ny af. Store vægtsvingninger i løbet af året ses fortsat hos afrikanske stammer, der har bevaret deres traditionelle levevis, og der er ikke skyggen af holdepunkter for at det er usundt at vægten svinger op og ned.

Så kom lodtrækningsstudierne: Sundt for kinesere at tabe sig og tage det hele på

Et studie i Kina startede i 1986, hvor 577 voksne personer med forhøjet blodsukker (såkaldt prædiabetes eller helt præcist “impaired glucose tolerance”) blev ved lodtrækning fordelt til én af fire grupper, med enten diæt, fysisk træning, en kombination eller en kontrolgruppe uden intervention. Interventionen kørte aktivt over 6 år indtil 1992, og der blev observeret et lille vægttab på nogle kilogram og forbedring i kondition, og en nedsat forekomst af diabetes i alle tre aktive grupper sammenlignet med kontrolgruppen. Fjorten år senere blev de kaldt ind igen for at se om der var nogle sundhedseffekter, og det var faktisk ikke længere forskel i vægt eller træningstilstand mellem grupperne – fuldstændig som forventet. Men på trods af denne yoyo-cykling i vægt og træningstilstand, så fandt forskerne meget overraskende, at 14 år senere havde personerne, der tidligere havde tabt sig og trænet, en 51 % lavere forekomst af type 2 diabetes under den aktive intervention og 43 % lavere forekomst over en 20 år periode i sammenlignet med kontrolgruppen. Der var over 20-års perioden en 2 % lavere forekomst af blodpropper, 17 % lavere dødelighed af hjertekarsygdom, og en 4 % lavere total-dødelighed, om end disse ændringer ikke var statistisk sikre. Men altså absolut ingen signaler om øget risiko ved en vægtcykling.

 

Dokumentation fra det store amerikanske Diabetes Prevention Study

Flere end 3000 overvægtige amerikanere med prædiabet blev tilbage i slutningen af 90-erne randomiseret til vægttab med diæt og fysisk aktivitet, diabetesmedicinen metformin eller en placebo-kontrolgruppe (3).  Studiet viste, at livsstilsinterventionen, som efter første år resulterede i et vægttab på 7 kg, men efter nogle år kun var på 4-5 kg, nedsatte forekomsten af nye diabetestilfælde med 58%, hvilket var langt bedre end metformin. Men hvad der er særligt interessant er langtidsopfølgningen. Men se vægtændringerne her i figuren:

Efter 15 års follow-up var der ikke længere forskel I vægten eller træningen I de forskellige grupper. Men forekomsten af nye diabetes tilfælde var reduceret med 27 % i gruppen med livsstilsintervention og 18 % i metformin-gruppen. Der var også stærke tendenser til lavere risiko for diabeteskomplikationer, men endnu ingen rapporter om dødelighed. Men da diabetes øger dødeligheden ganske betydeligt, så er der heller ikke i dette studie tegn til at det er usundt at tabe sig, og tage det hele på igen.

Konklusion

Det er en myte, at yoyo-diæter er skadelige. Selvom de studier jeg har gennemgået ikke har flere vægttabs-vægtøgning cykler, så viser de at det faktisk er sundt at gå på slankekur og tabe sig, og hvis man tager det hele på igen, så ”husker” kroppen, at den var været sund i nogle år, og det nedsætter den samlede risiko for diabetes og hjertekarsygdom.

 

Referencer

1 ) Lissner L, Odell PM, D’Agostino RB, Stokes J 3rd, Kreger BE, Belanger AJ, Brownell KD. Variability of body weight and health outcomes in the Framingham population. N Engl J Med. 1991 Jun 27;324(26):1839-44.

2) Li G, Zhang P, Wang J, An Y, Gong Q, Gregg EW, Yang W, Zhang B, Shuai Y, Hong J, Engelgau MM, Li H, Roglic G, Hu Y, Bennett PH. Cardiovascular mortality,all-cause mortality, and diabetes incidence after lifestyle intervention for people with impaired glucose tolerance in the Da Qing Diabetes Prevention Study: a 23-year follow-up study. Lancet Diabetes Endocrinol. 2014 Jun;2(6):474-80.

3) Diabetes Prevention Program Research Group. Long-term effects of lifestyle intervention or metformin on diabetes development and microvascular complications over 15-year follow-up: the Diabetes Prevention Program Outcomes Study. Lancet Diabetes Endocrinol. 2015 Nov;3(11):866-75. doi: 10.1016/S2213-8587(15)00291-0.

Patienter skræmt fra vid og sans: Kan blodtryksnedsættende medicin med hydrochlorthiazid give hudkræft ?

Hvis man skal tro udmeldinger fra forskerne og medierne, så  JA – 
Men der er tale om en vis overfortolkning af resultaterne, da man ikke ved om det er medicinen, sygdommen, eller nogle helt andre faktorer, som er årsag til flere tilfælde af hudkræft. hos de patienter som tager denne medicin. Men personligt ville jeg tage det helt roligt, og drøfte med min læge om ikke vi skulle prøve et mere sikkert alternativ.
I medierne lagde man ikke nogen forbehold i for konklusionen. Overskriften i Politiken var ”Populær medicin kan give hudkræft”, efterfulgt af ”Medicin mod forhøjet blodtryk kan give kræft i huden, viser ny forskning. 250 ville undgå kræft, hvis de udskifter medicinen.” og videre ”Hvert tiende tilfælde af en særlig kræftform i huden ville forsvinde, hvis vi fjernede lægemidlet. Eller 250 færre danskere kunne hvert år undgå at få hudkræft”.

Praktiserende læger bestormet efter udmeldingen
Jeg var her i weekenden sammen med nogle praktiserende læger,  hvis konsultationer blev helt lagt ned af forskrækkede patienter, hvoraf flere havde stoppet med at tage deres medicin, med deraf følgende risiko for at de kunne udvikle hjertesvigt, vand på lungerne eller slagtilfælde. Det er nemlig risikoen ved at pludselig stoppe med sin blodtryksmedicin.  Det skal man tænke på med de overskrifter og overfortolkninger.

Hvor stor er den mulige risiko ?
Hvor stor er så risikoen for at udvikle hudkræft ved at bruge dette lægemiddel ? Ifølge den videnskabelige artikel er der tale om at blandt dem der ikke bruger hydrochlorthazid fandtes 4,95 % at udvikle hudkræft gennem årene, mens der ved de almindelige brugere var 5,30 % (dette er min hurtige lommeregner – ikke helt præcis. Desværre har forfatterne ikke oplyst NNH = Number needed to harm, altså hvor mange patienter, der skal tage lægemidlet for at udvikle ét tilfælde af hudkræft). Så der er ikke tale om nogen høj risiko, men hvis sammenhængen er kausal, så er det da en god ide at omstille patienterne til en anden blodtryksnedsættende medicin. Men al medicin har bivirkninger, så det er klart en lægelig opgave at vurdere.

Ro på !
Lægemiddelstyrelsen kom dog hurtigt ud og manede til besindelse og påpegede, ”at studiet ikke dokumenterer en årsagssammenhæng mellem brugen af hydrochlorthazid og hudkræft – men en mulig forbindelse. Det ser bagud og påviser, at de, der får pladecellehudkræft, ofte også har fået hydrochlorthiazid. Derfor skal vi først drage konsekvensen, når vi ved, hvad der er det rigtige at gøre, siger Nikolai Bruun fra Lægemiddelstyrelsen.”
Bemærk at Hydrochlorothiazide ikke er det stof som er i Centyl c. kalium, men det er derimod i 3 kombinationspræparater mod blodtryksforhøjelse og i et præparat uden andre stoffer. 

Den videnskabelige artikel kan findes her: